Seksagesima søndag - 2. tekstrække

Speaker: Anders Dalgaard

Mit rige er ikke af denne verden!, sagde Jesus. Mit rige er ovenfra – og er ikke synligt iblandt jer. Flere gange spurgte Jesus: hvilket billede skal jeg sammenligne Guds rige med, så I kan vide og kende, hvordan mit rige er? Hvad skal jeg sammenligne Guds rigets kraft med?
Og så tager han det kendte billede af sædekornet, som bonden sår på sin mark. Bonden har tilberedt jorden – måske ryddet den for sten og renset den for ukrudt. Og så lægger han sæden i jorden. Han har måske også tilført gødning og vand. Men sæden vokser af sig selv, uden at han véd hvordan.
Vi kan måske forsøge at give en biologisk forklaring på processen, der sker inde i frøet, når det er lagt i jorden. Men kornet vokser først og fremmest, fordi Gud han lagt evnen og kraften til at spire og vokse ned i frøet. Kornet spirer og vokser – og gror dag og nat – uden at bonden véd hvordan.

 

På samme måde er det i mit rige, siger Jesus. Guds rige vokser i jer og iblandt jer uden, at I véd hvordan. Vi kan måske forsøge at give nogle teologiske analyser og forklaringer. Men hvordan det sker, er skjult for vort øje og gemt i Guds hellige forsyn og frelses tanker.
Der er noget evangelisk befriende over Jesu ord om Guds rige, der vokser af sig selv. Her kommer det ikke an på os, men på Gud, der giver væksten. Her hjælper vore gerninger intet. Kun troen kan gribe om Guds gerning.
Evangeliet taler vel i særdeleshed til dig, der kæmper under de mange byrder som den loviske forkyndelse i prædiken og samtaler på tomandshånd lægger på dig.
Den loviske forkyndelse siger, at du kunne også gøre noget mere for at Guds rige kunne vokse noget mere i dig og omkring dig. Du skulle og du kunne, hvis du blot ville, så skulle du få lov til at se.
En sådan forkyndelse er Satans væk, for du kan ikke få Guds rige til at vokse i dig. Den gerning hviler alene i Guds hånd. Når Gud har lagt sit ord og sin Ånd i dit hjerte, så vokser Guds rigets sæd af sig selv og bære sin frugt i rette tid.

 

Men siger du, er der ikke en fare ved sådan en evangelisk forkyndelse: nemlig at det hele ender i en usund åndelig dovenskab der siger, at vi ingen ting skal foretage os i vort kristenliv, for Gud gør alt? Jo, vi kommer let til at ende i en usund åndelig dovenskab, hvis vi tænker klart.
Lignelsen om sæden, der vokser af sig selv, skal jo ses i sammenhæng med det øvrige af Jesu forkyndelse.
Jesus har i en lignelse umiddelbart forud for ev.-teksten fortalt, at der er forskellige jordbunds typer og at det ikke er alle slags jordtyper, der bærer god vækst, som fører frem til høst. Det var kun sæden i den gode jord der bar moden frugt.
Dette fører os ind i nogle overvejelser om, hvordan vort hjertes jordbundstype er. I åndelig forstand er vort hjerte – af natur – at sammenligne med en stenet mark, der har et klippefjeld som undergrund. Og det som jorden bærer af sig selv – der hvor der er jord – er tjørn og tidsel. Forbandelses frugt.
Skulle vi selv rense vort hjertes ager for syndens mange store sten, så bliver vi aldrig færdig. Og selv om du beslutter dig for blot at rense jorden et sted, så ville stenene blive ved med at komme.

 

Og beslutter du dig for at grave i dybden – helt til bunds – for at rense jorden, så vil du blot støde mod klippen – mod stengrunden. Syndens hårde stenhjerte.
Og med fortvivlelse spørger vi, hvordan skal mit hjerte blive til den gode jord?
Syndens grundfjeld blev afsløret i Davids liv. Og han bad: Gud, skab mig et rent hjerte, giv mig en ny og en villig ånd. Skab det ud af din barmhjertighed. For i mig er der kun et syndigt og synderknust hjerte – et hjerte så hårdt som sten.
Ved profeten Ezekiel lyder det: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød!” Ez 36,26 Og på dette hjerte skriver Gud sin egen lov og sit eget nye navn – navnet Jesus.
I dette hjerte er den gode jord til stede. Og når Guds ords sæd falder i dette nyskabte hjerte, så bærer det god frugt af sig selv. Gud lader det spire, vokse, sætte kærner og modnes til høst.
Og så taler Gud også i sit ord om nogle midler hvorigennem der tilføres næringsstoffer, vand og varme. Når disse ting er til stede, så vokser Guds rigets sæd af sig selv – Gud giver væksten.
Midlerne hvor igennem Gud virker kaldes for nådemidlerne.

 

Gennem dåben får vi givet det nye hjerte med den gode jord. Og i denne jordbund er alle Guds rige vækstbetingelser tilstede. Guds Ånd blev os givet ved dåben – Gud blæste sin Ånde i den nye jord. Han gav den liv i sig og gav den derved også evnen til at modtage evangeliet om Jesus, så det kunne slå rod og vokse.
Men jorden må løbende have tilført næring og gødning og det får den ved at være under Ordets forkyndelse og ved at modtage Jesu legeme og blod i nadveren og gennem bønnen og ved samværet med de hellige.
Hvad skal jeg gøre for at Guds riges vækst kan ske i mig? spørger du. Du skal være ved kilderne. Ved frelsens kilder ‑ og af dem skal du øse med glæde. Gør du det, så vil dit liv være som et træ, der er plantet ved bækken. Bladene visner ikke og det bærer sin frugt til rette tid.
Der er en dyb alvor i lignelsen, som det hele sigter frem mod – det endelige mål. ”Når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde!”
For os alle kommer der en høsttid. Og da gælder det om, at vi er rede – så at Herren kan finde moden frugt hos os. En frugt som han har fået lov til at sætte og modne. Han leder efter troen på Jesus.
Der er en høst i Guds rige. Og ved den høst er det kun det modne korn, der bliver høstet og kørt i Guds lade.
Hos profeten Jeremias taler Herren hårde doms ord til sit troløse og genstridige folk: ”Jeg ville høste dem, siger Herren, men der var ingen druer på vinstokken, ingen figner på figentræet, og bladene var visnet!” og så lyder dommen: ”Kornhøsten er forbi, frugthøsten endt, men vi blev ikke frelst!” Jer.8,13ff

 

 

Vi har i dag set tre ting:
1) Guds rigets vækst sker i det skjulte og at Gud har lagt evne til at spire og gro ind i sit ord.
2) at ordet må have den rigtige jord at gro i – et nyt hjerte, som Gud kun kan give os.
3) at Guds sæd – med spirens evne i sig – har det mål, at vi skal høstes med ind i Guds rige, når vores høst time kommer.

Så kommer det da hverken an på ”den, der planter, eller den, der vander,  men det er Gud, som giver vækst!” I Kor. 3,6
I Guds riges arbejde er vi kaldet til at arbejde på vor egen og andres frelse med frygt og bæven med evigheden for øje – i tillid til, at Gud er den, der virker alt. Vi véd ikke hvordan. Han giver vækst – menhan lader det vokse.

Amen.

 

 

Salmer fra den gamle salmebog: 278 – 137 – 348 – 347 – 359

Salmebogen 2003: 320, 156, 390 // 389, 401