Seksagesima søndag - 2. tekstrække

14 januar 2022

Teksternes centrale budskab.
Gud har sat al magt ind på at frelse. Guds magt ser vi i skabelsen af verden og opretholdelsen af verden; men også i ulykken, straffen, lidelsen, som Gud har i sin hånd. For Gud er én, og der er ingen ved siden af ham eller på højde med ham. Hverken Fanden eller mennesket. Det er altså den Gud, der har al magt, der har sat al sin magt ind på at frelse. Frelsen er i hans hånd, i hans vilje og i hans kærlighed til mennesket. Guds måde at frelse på er skjult for vor forstand. Den kan kun åbenbares og skænkes, sådan som den blev det i Kristus, ved hans død og opstandelse. Den kan kun gives, som det sker i dåben og modtages i tro og tillid. Det er en dårskab for verden, men Guds kraft til frelse for enhver, som tror. I verden er frelsens budskab vundet ind i svaghed og ynkelighed. Men hvad gør det, når Gud, der har al magt, vil frelse netop ved det? Når Gud vil frelse, er det ligegyldigt, om forehavendet kan lignes ved et sennepskorn.

 

Mellem tekst og prædiken.
Teksten falder i Markusevangeliet på et tidspunkt, hvor Jesus virkelig har begyndt sin gerning. Han har udvalgt sine apostle, og han har begyndt sin gerning med at forkynde. Med i prædikenovervejelserne hører også, at Mark. 4 indeholder både lignelsen om sædemanden og lignelsen om lyset i stagen og stormen på søen. Det er en tekst, der sætter et konkret og aktuelt spørgsmål på dagsordenen: Hvordan skal det gå med Guds rige? Nytter det noget at forkynde og prædike? Det var vel en overvejelse, som både disciplene dengang gjorde – og som vi i dag kan gøre. Og det er også en overvejelse, der siger menighedsråd og kirkegængere noget. Teksten er faktisk højaktuel, fordi den grunder sig på et spørgsmål, som altid må være aktuelt i kirken.

Baggrunden for teksten må være den erfaring, som kirken altid har, at der er så megen svaghed og afmagt i kirken. Ja, at selve evangeliet er ubegribeligt og uforståeligt, ja, nogle gange kedeligt og træls, og at det står over for mediernes underholdning og aktualitet. Et tilbud blandt tilbud, og så har det oven i købet mennesket imod sig. Modtageren vil ikke vide af det.
Så er det, at vi ofte har en tendens til at se på kirkens svaghed og magtesløshed. Vi giver nemt op, for hvad nytter det at forkynde ind i vor tid?
Jesus giver sin menighed et billede på, hvad Guds rige kan sammenlignes med. Det er som kornet, der lægges i jorden. Dette demonstreres yderligere med billedet af sennepsfrøet, der i kraft af sin lidenhed og uanseelighed endnu tydeligere skærper tilhørerens øjne for, at Jesus er sig helt bevidst, at Guds rige ikke ser ud af noget. Det ligner ingenting.
For disciplene dengang var det tydeligt, når de så på deres ringe beskaffenhed. En flok fiskere, håndværkere og hvad de ellers var. De var ikke noget i verdens øjne, men det var altså dem, der blev valgt til at gå ud og så Guds ord i verden.
Her er det så, den enkle og evangeliske pointe kommer til orde: at Guds rige er ikke noget i kraft af mennesker – men i kraft af Gud. Hvor vi måske andre gange skal vækkes til arbejde, slid og slæb i Guds rige, så er seksagesima-søndag dagen, hvor vi skal mindes om, at Guds rige egentlig ikke behøver os. Det står og falder med Gud alene.
Det er ikke dovenskabens evangelium, for det er ikke evangeliet om, at vi intet skal gøre. Det er evangeliet om, at frugten af vort arbejde er Guds ansvar alene. Det er ikke dovenskab, der skal fremmes, men frimodighed og tryghed ved at vide, at alt er i Guds hånd.

 

I disse år ser vi en opblomstring af aktivisme, som jeg finder meget positiv. Menighedsråd ser værdien i arbejdsformer, som man før ikke ville vide af. Ja, mange indser, at der mange steder mangler liv i kirken, og at der skal gøres noget. Der er en bevidstgørelse omkring fornyelse af former, men ofte kan man komme til at føle, at resultaterne mangler. Eller man kan blive så resultatorienteret, at man enten mister modet eller sovser evangeliet ind i så megen udenomssnak, at vi lægger sten og ikke sennepsfrø i jorden.
Vi står også over for de mange fritidstilbud, zapperkulturen, fravælgersamfundet – og ofte spørger vi os selv, hvordan vi kan blive bedre til at nå ud med evangeliet?
Da er det måske godt at standse op på denne søndag og stille et par spørgsmål: Hvad er det vi som kirke er god til??? Hvad er det vi skal gøre – og hvad er det vi kan gøre?
Måske har vi godt af at skue tilbage i kirkehistorien og se lidt på kirkens ynkelighed, svaghed, menneskelighed – og så huske på, at det har evangeliet alt sammen overlevet. Ganske enkelt har det overlevet, fordi Gud er den suveræne, der gør, hvad han vil. Også fordi Gud er god til det hele – og suveræn når det gælder det, med at frelse fortabte mennesker.

 

Prædikenskitse.
Teksten hører vi på et tidspunkt, hvor vi stadig i naturen ser, hvor dødt og livløst alt er. Det er vinter, men vi længes efter forår. Derfor passer teksten så fint til årstiden. For det er jo det samme, vi kan gøre i vor kirke – og skal gøre. Vi ved, at i naturen vil det blive forår. Det siger erfaringen os, og det er et stort under hvert år. Det samme er altså også tilfældet med Guds rige. I begge dele er Guds skabelse på spil.
Guds rige kan vokse ud af det, som ikke ser ud af noget, fordi Gud kan skabe ud af intet. Vække det døde til live. Det bedste eksempel på dette er de disciple, Jesus udvalgte. Ser man på deres evner, anlæg, baggrund osv., virker det jo underfuldt i ordets egentlige betydning, at kirken har kunnet vokse ud af så lidt. Det er kun sket, fordi Gud har villet det sådan.

Her kunne man evt. overveje at inddrage dåbsteksten fra Matt. 28 (som er kendt af de fleste kirkegængere), hvor Jesus paradoksalt siger, at han har al magt i himlen og på jorden. Det er et stort ord at bruge om sig selv; men den efterfølgende sætning lyder ikke, at så skal disciplene drage ud i verden og kæmpe med sværd og skjold for at udbrede evangeliet. Nej, disciplenes opgave er at døbe og lære. Der er noget afmægtigt over ham, der har al magt i himlen og på jorden, men det er måske netop pointen, at Gud virker ved det, der ikke ser ud af noget – ved kors og død giver han frelse og liv. Det er det, han vil bruge sin magt til. Kærlighedens afmagt er Guds magt.
Endelig skal vi huske det formanende i, at evangelieteksten ikke er dovenskabens evangelium, men at der netop i teksten ligger en implicit opfordring til at gå ud og så Guds ord. Ja, det kan faktisk aldrig betale sig at lade være – også selvom det ser sådan ud. Tværtimod er det al mulig grund til at arbejde for at udbrede Guds ord. For midt i al dets uanseelighed er det stærkere end alt andet i denne verden. Det er i hånden på ham, der har al magt i himmel og på jord. Den treenige Gud – den eneste. Ham der døder og gør levende.

 

Salmevalg.
377 – 257 – 137 – 256 – 304.