Septuagesima søndag - 1. tekstrække

Speaker: Esper Silkjær

Anledningen til at Jesus fortæller denne lignelse er et spørgsmål af Peter: Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? (19,27)

Verdslig løn, løn efter fortjeneste

 

Disciplene vil altså gerne vide, hvad de får i løn ved at følge Jesus. Og i det stykke er de jo ikke så forskellige fra os i dag. Det er jo derfor der er noget der hedder overenskomst-forhandlinger, forhandlinger mellem LO og DA.

Hvis vi forestiller os at formanden for DA rejste sig og læste denne lignelse som indledning til forhandlingerne for derefter at hævde, at dem, der arbejder på fuld tid ikke skal have mere end dem, der arbejder på deltid. Mon så ikke at LO ville forlade forhandlingsbordet og der ville udbryde generalstrejke?

Og det er fuldt forståligt, for det ville være malplaceret, at gøre denne vingårdsejers lønpolitik til målestok for overenskomst forhandlingerne og til norm for lønpolitikken i det verdslige samfund.

Hvis den der arbejder 1 time får ligeså meget, som den, der arbejder 12 timer, så ville alle hurtigt reducerer deres arbejdsindsats til en time. Og mange virksomheder måtte i så fald lukke, fordi medarbejderne kun ville arbejde en time, men hæve løn for tolv.

 

I det verdslige samfund er det ihvertfald principielt set sådan, at man får løn efter indsats. Og sådan bør det også være. Paulus siger jo også, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden (2.Tess.3,10). Der er altså noget med, at vi i denne verden må gøre en indsats for at få et udbytte.

Og dette princip har Gud jo også selv indskrevet i selve skaberværket, i den lovmæssighed, som skaberværket er underlagt. Hvem kender ikke vittigheden, som stammer fra udflyttegårdenes tid, altså den tid, hvor man byggede gårde og opdyrkede jorde, hvor der ikke tidligere havde været nogen gård.

 

Da kommer præsten på besøg på en sådan gård, og han bliver synlig imponeret over at se den frodighed og trivsel på det sted, hvor der tidligere bare var goldt og vissent græs. “Ja”, siger præsten så til den unge landmand: “du og Vorherre har vel nok gjort et fabelagtigt godt arbejde her,” hvortil landmanden svarer: “Ja, så skulle præsten da bare have set det dengang Vorherre var alene om det!”

Der er jo en sandhed heri, at hvis ikke der gøres en indsats, så bliver der heller ikke noget udbytte. Og flere gange i vor Bibel opfordres vi da også til ikke at nasse på andre og lægge dem til byrde, men selv arbejde med vore hænder. Men alt dette skal vi selvfølgelig gøre under hensyntagen til og omsorg for dem, der er i nød.

At gøre vingårdsejerens lønudbetaling til et princip for lønpolitikken i den verdslige verden er en stor misforståelse, ligesåvel som det er en stor misforståelse, at tro at man har gjort sig fortjent til løn i Himmelen, hvis man har passet sit arbejde, hus og hjem godt.

 

Himmerigets løn = Nådeløn

Vi skal nemlig lægge mærke til, at der tales om Himmeriget, og den løn der udbetales er nådeløn. Det handler altså slet ikke om arbejdsmarkedsforhold og lønpolitik, men om Guds barmhjertighed og nåde. Hovedsagen er ikke så meget lønnen, som udbetales, som det er personen, der udbetaler den, altså Gud: at han er god, og giver enhver efter behov, og altså også den sidste, så han har nok, selvom han ikke har været i arbejde så længe.

Det er det, at vingårdsejeren viser den samme nåde mod alle, både mod dem, der kom først og, dem der kom sidst.

Ét var fælles for alle arbejderne. Vingårdsejeren fandt dem alle ledige på torvet. Og det er det Paulus er inde på i romerbrevet, når han siger: “Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (3,24)

Vi er alle stillet éns overfor Gud, der er ingen forskel. Det var Gud der fandt os alle. Da verden ikke længere havde noget at give os, da fandt Gud os. I det stykke er vi alle ligestillet overfor Gud.

Problemet ligger i, at der er nogle, for hvem Guds nåde mod andre er blevet et problem. De mener, at de har krav på mere fra Gud end andre har.

Problemet opstår, når mennesker, som har fulgt Jesus lige fra ungdommen af, ja måske lige fra barndommen af, når de får det samme, som dem, der først kommer til tro i deres alderdom, ja, måske først på deres dødsleje.

Nogle mener ligefrem, at de har spildt et helt liv, fordi de har været troende alle dage, medens andre har levet i sus og dus, og alligevel kommer med selvom de først kommer til tro på deres gamle dage.

Det er jo den fortabte søn om igen. Broderen derhjemme er sur over at faderen giver den fortabte søn en herlig og varm velkomst, da han kommer hjem.

Den hjemmeværende bror havde jo lyst til at holde en dundertale til den fortabte, da han kom hjem. Og han ville ikke accepterer den hjemvendte bror som ligeværdig med sig selv. At glæde sig over, at den fortabte bror var kommet velbeholden hjem, havde han svært ved.

 

På samme måde var det med Jonas. Da han havde prædiket for indbyggerne i Nineve, satte han sig udenfor byen og surmulede over, at Gud ikke udslettede byen. Den havde jo fortjent, at blive udslettet.

Jonas glædede sig ikke over byens omvendelse. Han havde jo gjort det, Gud havde sagt han skulle gøre, så havde han vel også krav på, at Gud belønnede ham, ved at lade det ske, som han havde sagt. At Gud skulle vise barmhjertighed mod byen, bare fordi den omvendte sig, det havde Jonas lidt svært ved at acceptere.

Men sådan er Gud, nådig og rig på barmhjertighed. Og han kalder ad og tager imod enhver som vender om til ham, hvadenten det sker i barndom, ungdom, eller i en sen allerdom.

Og så skulle vi gerne kunne glæde os med vore troende søstre og brødre og vor himmelske far over de omvendte, hvadenten de så har levet i sus og dus og forspildt deres talenter eller de har været ude i prostitution og misbrug eller i fængsel.

Men det kan til tider knibe at acceptere, for når man har tjent Gud et helt liv, så synes man ofte, at man har krav på lidt mere end de andre. Men man har overhovedet ikke krav på noget som helst. Hvis man kommer med krav, får man intet. Vil man nøjes med at modtage af Guds nåde, får man alt.

Når man får del i Guds rige får man det ikke kun kvart eller halvt, så er det alt eller intet. Derfor får de sidste også ligeså meget som de første.

 

Fra en samtale

Jeg talte engang med en god bekendt, som kun satte sine ben i kirken, når han var absolut tvunget til det. Vi kom også ind på religiøse spørgsmål, og var også inde på spørgsmålet om frelse og fortabelse.

Han sagde, at han gad ikke beskæftige sig med kirke og kristendom, for hvis ikke det var nok, når han levede et hæderligt liv, så kunne det også være ligemeget.

Jeg forsøgte at fortælle ham, at Jesus var den eneste, som har været i stand til at overvinde synd og død. Vor eneste mulighed for at blive frelst er derfor at tro på Jesus.

Hertil indvendte han: “Jamen så kan man jo bare leve, som man vil, og så give sig til at tro på Jesus, når man bliver gammel, eller lige inden man dør.”

Da husker jeg, at jeg tænkte ved mig selv: “Nej, det er for let at komme om ved det.”

Og ud fra tanken om løn efter fortjeneste er det for let. Rent bortset fra at der jo egentlig ligger noget bespotteligt i den tanke, at man kan udsætte det, når nu det tilbydes dig idag.

Men jeg kom siden til at spekulere mere over dette: er det nok, hvis man begynder at tro som gammel, og jeg måtte til sidst give ham ret. Man kan jo komme til tro, når man bliver gammel, og man kan sålede også nå at komme med i den sidste time og endda få fuld løn.

Denne erkendelse rejste et nyt spørgsmål: Hvorfor er der så ikke flere gamle, der omvender sig og begynder at tro på Jesus? De har jo alt at vinde og intet at tabe.

Men sagen er jo, at man ikke bare sådan lige kan begynde at tro. At tro på Gud er jo ikke noget man bare sådan lige gør, som man trækker en billet i en automat. Troen kan man ikke bare sådan lige tage af sig selv. TRO ER LIV, og liv – det kan man ikke tage af sig selv, det må man have skænket.

Men når først jeg har fået livet skænket, har jeg selv en vis indflydelse på, hvad jeg gør med det, om jeg vil ødelægge det eller ej, og om jeg vil tage næring til mig eller ej.

Livet med Gud fik vi skænket i dåben. Der blev troen skænket os, som en kostelig perle, som er sennepsfrø der lægges i jorden for at vokse. Men mange fik ikke den nærring, den åndelige regn, væden, der skal til for at give frøet vækst. De glemte at frøet skal passes, vandes og gødes. Derfor døde troen.

Det er som Brorson siger: af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?

Et dødt træ kan ikke pludselig grønnes. På samme måde kan den åndeligt døde heller ikke pludselig begynde at tro. Heller ikke på sine gamle dage.

Jesus må først ved sit ord kalde troen frem, ligesom han kaldte Lazarus frem af graven.

Derfor – som vingårdsejeren – kalder Jesus også ad folk på torvet idag. Og alle der hører hans kald og følger hans opfordring, får et arbejde og en dag med mening og indhold, og en løn der mere end rigeligt dækker hans behov.

Men den time kommer da arbejdsdagen er slut. Og da er den dårlig stillet, som ikke tog imod kaldet, da der var arbejde at få. For den der bare blev stående på torvet, fordi han ikke gad tage arbejde, han får slet ingen løn. Og han har ingen recourser til at gå den kommende tid imøde med.

 

Spørgsmålet lød: hvad er lønnen for at følge Jesus?

Jesu svar er: Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. (19,29)

Amen

 

 

Forslag til salmer:

4 Giv mig Gud en salmetunge

360 Aleneste Gud i Himmerig

362 Arbejd til natten kommer

146 Fra verdens morgenstund udgår

325 Herre jeg vil gerne tjene