Septuagesima søndag - 1. tekstrække

Prædikant: Jørgen Sejergaard

Jer 9,22-23

Gud peger væk fra menneskelig visdom, styrke og stolthed til indsigt i Gud og kendskabet til ham som grund til sand stolthed. Guds trofasthed er menneskenes eneste grund til religiøs stolthed.

 

 

1 Kor 9,24-27

Denne tekst taler ikke bare om at kende Gud, men om at anstrenge sig for at nå målet. Ligesom en sportsmand skal være disciplineret og anstrenge sig i løbet, sådan skal en kristen også gøre. Man skal være hård mod de destruktive kræfter i ens egen krop, og det gælder ikke mindst prædikanter, som i modsat fald risikerer den fortabelse, som de selv advarer andre imod.

 

 

Matt 20,1-16

Denne lignelse er ligesom lignelsen om de onde vinbønder en kort fremstilling af Jesu syn på de udvalgtes fristelse og mulige forhærdelse.

I snæver historisk forstand er det en lignelse om Israels folk contra hedningerne ved kristendommens begyndelse, men i et bredere menneskeligt perspektiv er det historien om, hvordan de udvalgte kan give efter for fristelsen til et ondt og selvretfærdigt sind, og den fristelse gælder såvel kristne som jøder. Gennem jødernes historie afslører Gud, hvad der gemmer sig i alle menneskers hjerter. Hvis vi ser Jesu kald til den kristne menighed i Laodikea, så ser vi, at det står lige så slemt til dér, som hos Israel, ja faktisk værre, for nogle af jøderne troede dog på ham, hvorimod Jesus ikke finder en eneste ægte kristen i menigheden i Laodikea (Åb 3,14-22).

At lignelsen handler om de udvalgtes fristelse til selvretfærdighed er efter min mening hovedpointen fra begyndelsen. Det er ikke et nødvendigt tolkningskrumspring, som vi af nød må foretage nu, hvor modsætningen til jødedommen ikke er aktuel for os på samme måde som på Jesu tid, hvor de kristne var en minoritet i det jødiske folk. Lignelsen behøver altså ikke at aktualiseres, for den er aktuel til alle tider.

Tankegangen hos de arbejdere, der ansættes først, afsløres ved lønudbetalingen. De mener, at de har grund til at være stolte over deres indsats og har krav på løn. Jesus mener tydeligt, at de har grund til at være taknemmelige over at få lov at være med så længe. Og de har også grund til at glæde sig over vingårdsejerens godhed mod de sidst ankomne.

Vingårdsejerens måde at udbetale løn på minder om Josefs behandling af sine brødre, da de kommer til Ægypten. Ved list afslører Josef deres indre. De havde fortrudt deres ugerning og ønsker nu at give deres liv for deres bror.

Også vingårdsejeren bruger list. Han udbetaler lønnen til de sidst ankomne først og de først ankomne røber derved deres holdning. De regner sig for bedre end de sidste og under dem ikke dagløn – som om det var de sidst ankomnes skyld, at ingen havde hyret dem.

 

Josefs strenghed afslørede brødrenes omvendelse. Vingårdsejerens godhed afslører de først ankomnes selvretfærdighed.

Lignelsen stiller det afgørende spørgsmål, om vort øje er ondt, fordi Gud er god (v 15).

Lignelsen lærer os ikke alles endelige frelse, men Guds godhed mod dem, der ikke har arbejdet synderligt, og Guds advarsel til de selvretfærdige.

Lignelsen har heller intet med politik og moderne lønforhandlinger at gøre. Den handler ikke om, hvordan jordisk aflønning skal foregå. Den handler udelukkende om Guds måde at aflønne på i Guds rige.

 

 

 

Kirkeåret

Sidste søndag hørte vi om Jesu herlighed, afslutningen på HelligTreKongertiden, hvis tema er Jesu herlighed.

Nu begynder vi på ”forfasten,” hvis tema sammen med fasten er den voksende modstand mod Jesus, der ender med hans henrettelse.

Og den første tekst i denne periode handler hverken om Djævelens eller hedningers modstand, men om de selvretfærdiges modstand.

 

 

Prædikenen

Alvoren i denne lignelse er, at det er de udvalgtes og religiøst hårdt arbejdendes modstand mod Jesus, som skildres her. Mennesket er Gud værst, når det vil fortjene sig hos ham med sit bedste. Det er synden i højeste potens. Kirkehistorisk er det særlig Martin Luther, som har indset det og forkyndt stærkt om det.

Lignelsen viser noget om tiden og livet i denne verden. Vi har en opgave at løse, og det er Jesus, der kalder os til arbejdet. Det er ham, der er vingårdsejeren. Tiden er ikke noget, der lige så godt kunne springes over, men gennem den stiller Gud sine krav, ligesom han gør i de ti bud.

Den tid, vi som kristne får lov at virke, er en Guds gave, og de, der hare arbejdet længe, skal ikke være misundelige på dem, der arbejder kort, for de vil som regel se tilbage på mange spildte år.

Lignelsen viser sådan også forskellen på mennesker. Nogle får lov at leve hele deres liv under Guds ords påvirkning, andre møder den først sent i deres liv, men tidsforskellen er ikke den afgørende, det er derimod den indstilling, man har til evangeliet. To indstillinger kæmper om menneskenes sind, nemlig selvretfærdigheden og taknemmeligheden.

Lignelsen er derfor en stærk advarsel til alle Kristus-troende om at bekende vores kristelige farisæisme og bede Kristus redde os fra den.

Samtidig er lignelsen en stærk forkyndelse af Guds godhed både ansigt til ansigt med dem, som han først finder i ellevte time, og ansigt til ansigt med menneskers ondskab.

Lignelsen forkynder også dommen stærkt. Den vil afsløre, hvem der har taget imod evangeliet, og hvem der ikke har. Dommen vil afsløre vores holdning til Jesu kærlighed.

Hvis man vil inddrage de to andre bibeltekster, så er de en god uddybelse af teksten. Vi har Herren at rose os af, ikke vor egen styrke, og den kristnes anstrengelse er netop bønnen om at måtte blive i nåden og ikke at fanges ind af selvretfærdighedens bedrag og onde sind.

 

 

Salmer

 

403                Denne er dagen, som Herren har gjort

300                Kom sandheds Ånd

622                Halleluja! Jeg har min Jesus fundet

Prædiken

170                Fra verdens morgenstund udgår

520                Du som freden mig forkynder