Septuagesima søndag - 2. tekstrække

Speaker: Anders Dalgaard

Dagens evangelie-tekst handler ikke om, hvad vi skal gøre for at blive frelst. Af nåde er i frelst ved tro på Jesus – det skyldes ikke gerninger. Guds er gaven. Men det handler derimod om, hvad Gud fordrer af os i troens liv, for at troen kan bevares. Tro er nemlig ikke bare meninger. Nej tro på Jesus er et nyt liv.
Vi kommer let til at misforstå lignelsen, hvis vi ikke er os bevist, i hvilken sammenhæng den er fortalt. Vi skal altså lægge mærke til, hvornår og til hvem og om hvad Jesu taler.
Kap. 24 og 25 i Matt. er den sidste tale, som Jesus holdt til sine disciple. Det er onsdag i den stille uge. Han sidder på Oliebjerget og ser (tilbage) mod Jerusalem.

Disciplene spørger ham nu om, “hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende!” 24.3. Det er altså spørgsmålet om Jesus genkomst, der er anledningen til denne lignelse.
De betroede talenter er Jesus tale til sine disciple – til de troende – til kirkens folk – om den rette måde at vente hans komme på. Jesus sammenligner sig selv med en mand, der skulle rejse udenlands. Han “kaldte sine tjener til sig og betroede dem sin formue!”
Og Jesus havde en ganske bestemt hensigt med det, han gjorde: Hensigten møder vi i Jesus samtale med den dårlige og dovne tjener, da Herren er kommet hjem.
Den dårlige tjener siger: “Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt!”. Og Jesus bekræfter det: Du vidste, at jeg var sådan, hvorfor gjorde du så ikke sådan!
Hensigten med at betro sin formue til tjenerne var, at Jesus ville høste og samle dér, hvor han ikke selv havde sået og spredt. Disciplene – kirkens folk – skulle så og sprede.
Da Jesus var her på jorden, var hans virksomhed nøje knyttet til Israel. Jesus nåede aldrig til Damaskus, Etiopien, Rom eller Danmark, mens han var på jorden. Men når han kommer igen, så skal han høste alle disse steder og mange andre steder. Jesus vil høst og samle dér, hvor han ikke selv har sået eller spredt ud.
Det er vores opgave at så og sprede. Til dette arbejde har  Jesus givet os sin egen formue, som forrenter og udbreder Guds rige her i verden! Dybest set er det ikke os, der skal forrent kapitalen – formuen, men det er kapitalen selv, der giver afkast, når den bliver brugt.

Talenterne er derfor ikke et billede på vores naturgaver: Evner, anlæg, medfødte forudsætninger på forskellige områder osv. De er heller ikke billede på nådegaverne: Arbejdsud-rustning, som Gud giver til troende mennesker.
Dog skal der ikke herske tvivl om, at når vi står i Guds rigets tjeneste, så står vi der både med vore naturgaver og nådegaver. Vi har fået dem af Gud, fordi de skal bruges. Men naturgaverne og nådegaverne er ikke den formue, som vi har fået betroet. De er ikke driftskapitalen i Guds rige. Var de det, ville Guds rige gå i stå pga. indre splid.
Det hedder jo i lignelsen, at “Herren betroede dem sin formue!” Formuen er Guds eget ord – ev. om Jesus Kristus. I dette ord er det skabende liv til stede, så at der kan høstes og samles frugt, hvor det bliver sået og spredt.
Jesus giver altså sine tjenere noget af det, der er hans ejendom, som de skal virke med. “Den herlighed, (som du Fader)  har givet mig, har jeg givet dem!” siger Jesus.
Talenterne er altså et billede på det, som troens folk ejer. Og samtidig er det også et billede på det, der udbreder Guds rige. De kristne er medansvarlige for at dette bliver udbredt med tanke på Jesu genkomst.

I den ypperstepræstelige bøn siger Jesus til sin fader om de troende. “Jeg har givet dem dit ord. De troende har nu – din ejendom – dit frelsende ord og med dette ord har jeg udsendt dem til verden, ligesom du sendte mig til verden med dit ord. Talenterne er altså et billede på Guds ord – på ev. om Jesus Kristus.
Jesus siger: “enhver fik efter sin evne!” Det er Gud der deler ud! Her er det altså ikke et spørgsmål om at få meget eller lidt,  men om at findes tro i tjenesten med regnskabsdagen for øje.
Om dem med de fem og de to talenter står der egentlig, at de gik bort og satte talenterne til at arbejde! I virkeligheden var det altså talenterne selv, der arbejdede. Tjenerne bar blot talenterne ud i verden, der hvor de skulle virke. At være en ordets forkynder er blot at bære ordet frem – at sige ordet efter.
Det er ikke vores præstation, det kommer an på, men Guds eget ord, som gør arbejdet i Guds rige. Som kornet vokser på bondens ager, mens han sover, således gør Guds ord sin gerning i verden – i kraft af sig selv.
De fem talenter blev til ti. De to talenter blev til fire. Talenterne arbejdede og resultatet udeblev ikke. Da Herren kommer for at holde regnskab, viser det sig at resultatet svarede til det, som de havde fået betroet. Han gav efter evne.
Derfor siger Jesus til dem begge: “Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde!” Det gælder om at findes tro i tjenesten. Lønnen er den samme: “Gå ind til min Herres glæde!”
Derfor lyder løftet til os, at når vi bærer talenterne – Herrens eget livgivende ord ud i verden – så vender det ikke tomt tilbage, men udfører Guds vilje og den gerning, som Gud gav det. jvf. Es. 55,11.

Og så er der jo en alvor i lignelsen, som vi må have med, men som er gruopvækkende. Det er den tredje tjener. Han fik også efter evne og indsigt. Én talent var ingen lille sum. Men han brugte den ikke! Han lod ikke talenten arbejde! Han gravede den ned! Han var ikke tro i tjenesten!
Tjeneren gav udtryk for, at han var ængstelig for at misbruge talenten. Han var ængstelig på ordets vegne! Men Gud er ikke ængstelig på sit ords vegne. Han våger selv over det.
Hvad betyder det, at han gravede talenten ned? Jo, det er vel et billede på troende mennesker, der holder ordet om Jesus for sig selv. Et billede på mennesker, der ikke vil ofre og give afkald for ev.’s skyld.
Herren kalder ham: “Du dårlige og dovne tjener!” Du vidste, hvordan jeg er! Du vidste, at jeg ville se mit ord arbejde, så at jeg kan høste, hvor jeg ikke selv har sået. Nu da du vidste dette, hvorfor gjorde du så ikke det, du skulle? Du handlede altså imod bedre viden. Og præcis derfor står han uden undskyldning!
Og det er præcis den samme alvor, der skal lægges ned over os i dag: Vi har ingen undskyldning for ikke at bringe ordet ud i verden.
Du skulle have anbragt dem hos vekselererne, så de kan give renter. For hos vekselererne arbejder de dog.

Hvem er vekselererne? Jeg tror ikke, at vi mistolker lignelsen, når vi siger, at det er missionærerne og forkynderne. Hvis vi ikke selv kan forkynde ordet. Ja, så kan vi være med til at underholde og understøtte missionærerne, som  bogstavelig talt er vore vekselerere i Guds rige.
Vi må altså bruge vores midler – penge – sådan at mennesker bliver frelst pga., at vi understøtter dem, der bringer Guds ord videre ud i verden til mennesker’s frelse.
Hvordan gik det den dårlige tjener? Det gik så galt, som det kunne! Talenten blev taget fra ham! Han blev kastet ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren! Han gik fortabt.
Vi står her ved den dybe alvor i evangeliet. Alt er gjort rede. Talenten – Guds egen formue – evangeliet er overdraget til os. Og nu gælder det om, at vi lader talenten få frit løb. Så vi kan stå til regnskab over for Jesus, når han kommer igen. For han kommer og han kommer i den time, vi ikke venter det.
Lad os til slut spørge om, hvorfor vi kristne lever her i verden? Er det for at vi gennem livet skal modnes og beredes for himmeriget? Nej, egentlig ikke. Fra det øjeblik vi har modtaget Jesus som frelser ved dåb og tro, er vi moden og tjenlig for himlens herlighed.
Vi lever som kristne her i verden for at bringe ordet om ham ud til mennesker, så at Jesus skal se frugten af sit fuldbragte værk. En kristen, som har denne indstilling, kan med glæde vente på Jesu komme!

Våg! Vær rede! Vær tro i tjenesten!

Amen

 

 

Salmer fra den gamle salmebog: 642 – 383 – 271 – 287 – 332

Salmebogen 2003: 557, 417, 312 // 322, 360