Sidste søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Speaker: Dennis Jelstrup

Til lektien.
Vi tages her med til Sinai, til anden gang Gud giver Moses de ti bud. Vi befinder os altså ved det sted og på det tidspunkt, hvor Gud så at sige transformerer de reddede slaver til et folk. Han slutter pagt med folket. Men det er ikke en ukendt, fjern, transcendent Gud, der former sit folk. Det er en nærværende og personlig Gud. Det ses af Guds og Moses’ forhold. For Moses talte med Gud ansigt til ansigt.
Hvis man skal sige noget om Moses, som virkeligt skiller ham fra samtidens jøder, så er det det faktum, at han talte med Gud, og at Gud talte med ham. Ja, Moses havde set Herren selv. Han bad om lov til at se Guds herlighed og fik svaret, at han ikke kunne tåle at se Guds ansigt, Guds nøgne majestæt, men han kunne se Herren bagfra.
Men selv om Moses ikke så Herrens ansigt, så talte han dog med ham ansigt til ansigt, dvs. på et nært og personligt plan. Som et jeg til et du. Og Moses’ møde med Gud på Sinai forandrede ham, så hans ansigt strålede med en sådan glans, at han dækkede sit ansigt til i sit daglige møde med Israels folk.

Til epistlen.
Peter vil fastholde realiteten i sin forkyndelse af Kristus som den almægtige Guds søn. Det er ikke en forkyndelse, der udspringer af apostlenes, af Peters, efterrationalisering af tre års vandring med en særlig profet. Ideen er ikke Peters, men det er Guds egen forkyndelse om Jesus fra Nazaret. “Det er min elskede søn.” En hørbar forkyndelse fra Gud selv, i forbindelse med en synlig åbenbaring af Jesu herlighed, på forklarelsens bjerg. Forkyndelsen af Jesus Kristus som Guds søn udspringer ikke af menneskers tanker om ham, men af Guds egen forkyndelse om ham. En forkyndelse, som ikke alene høres, men også ses af åbenbaringsmodtagerne. Som Johannes skriver det “… det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved …”.

Til evangeliet.
Teksten er jo forklarelsen på bjerget. Jesus tager Peter, Jakob og Johannes med sig op på et bjerg, hvor han forvandles, så de tre apostle ikke ser ham i ringhed, men i herlighed. Der sker også det bemærkelsesværdige, at Moses og Elias dukker op og taler med Jesus. Apostlene er ikke deltagere her. Der er ingen gensidig kommunikation som ved Moses på Sinai. De er i første omgang alene vidner til virkeligheden. Men så taler Gud og tolker den virkelighed, som apostlene har for deres øjne. “Det er min elskede søn… Hør ham!” Apostlene går i panik. De hører Guds stemme, og det næste der siges til dem fra Sønnen, er: “Frygt ikke!” Og nu så de ikke andre end Jesus.

Temaer i teksterne.
Allerførst handler teksterne om dette: at se Guds og Jesu herlighed. Både Moses og apostlene oplever en direkte åbenbaring af Guds herlighed. Men det, der springer mig i øjnene, er ikke så meget ligheden mellem den GT’lige situation og den NT’lige, som det er den åbenlyse forskel. Når vi læser om Moses’ møde med Gud, så spiller kapitlet før med i min opfattelse. Beretningen, hvor Gud selv må skærme Moses for mødet med Guds herlighed. Kristi forklarelse er anderledes. Her kan apostlene direkte se hans herlighed. Den store forskel beretningerne imellem er nemlig inkarnationen. Moses står som menneske på Sinai overfor den “nøgne” Gud i al hans magt og majestæt, og selv om Gud skærmer ham, så “smittes” han alligevel med en herlighed, der må afskærmes i forhold til folket. Den “nøgne” Gud er nemlig farlig for det faldne menneske. I modsætning hertil står den inkarnerede Kristus. Han er Guds selvåbenbaring i kød og blod. I ham kan apostlene og vi se Gud og leve. Han er filteret, værnet mod Guds dræbende herlighed.
Teksternes første tema er så “at se Gud”. Med vægten lagt på, at i Kristus kan vi både se Gud og leve.
For det andet er der et sammenfald i den historiske situation, særligt mellem GT-læsning og evangelium. Moses stod overfor den enorme opgave at tage en kæmpe gruppe af nyligt frigivne slaver og af dem danne et gudsfolk. Apostlene havde langt på vej den samme opgave. Også de skulle skabe et folk, en kirke. I begge situationer åbenbarer Gud sig direkte. (I Moses tilfælde ovenfra og ned og for apostlene nedefra og op). Gud selv, Kristus selv, er initiativtageren til dannelsen af gudsfolket. Det er ikke blot en følge af åbenbaringen, men åbenbaringen gives for at styrke de(t) menneske(r), der sættes til at danne Guds folk på jord.
Det tredje og sidste, jeg vil trække frem, er Jesu ord “frygt ikke”. Talt til en lille gruppe disciple, som er blevet angste i mødet med Gud. Herligheden og magten og majestæten i det høje kan tage pusten fra et menneske. I mødet med Guds herlighed kan vi få det som Esajas: “Ve mig, det er ude med mig”. Når Guds hellighed glimtvis går op for os, må vi frygte. Men da siger Jesus sit “frygt ikke”, og da disciplene løftede deres hoveder, så de kun Jesus. Ikke den herliggjorte, men vennen de kendte, manden fra Nazaret. Den inkarnerede Kristus er trøsten, når et menneske frygter den hellige Gud.

Prædikenskitse.
Jeg vil starte op i forskellen mellem os og Moses, os og apostlene. De så og oplevede Guds herlighed på Sinai eller forklarelsens bjerg. Vi sidder i kirken søndag formiddag og går det højt, så har vi et alterparti eller kalkmaleri med en kunstners opfattelse af Gud/Kristus. Hvordan kan vi på nogen som helst måde skabe en forbindelse mellem vores virkelighed og teksternes?
Her må svaret være, at vel er der forskel på os og beretningernes mennesker, men beretningens Gud og Kristus er den samme. Den Gud, der ville fællesskab med Moses, vil det også med os. Han vil ikke nøjes at tale med os, som han talte med Moses, men han ønsker et evigt livsfællesskab med os. Han ønsker at være sammen med os, at være nær hos os. Men vi har samme problem som Moses havde, vi kan heller ikke bestå for den levende Guds ansigt. Vi er også dødsens, hvis Guds fulde herlighed falder på os. Men i Kristus gives vi muligheden for nærheden med Gud. Gennem ham “filtreres” Guds herlighed, så den ikke længere er dødelig. I skyggen af Kristus kan vi stå ansigt til ansigt med Gud. I ham kan mennesket møde den almægtige uden at dø. Kristus er problemets løsning. Vi kan stille spørgsmålet, hvem der egentlig har problemet. For vel er det et uoverstigeligt problem for det faldne menneske at leve i Guds herligheds lys, men er det ikke også et problem for Guds kærlighed, at hans hellighed er dræbende for hans faldne, men elskede skabning. Løser Kristus ikke i virkeligheden et problem både for os og for Gud. “Gud er Gud om alle mand var døde,” ja vist var han så. Men ville det ikke være kærlighedens nederlag om alle mand var dræbt af Guds hellighed? Jesus er midleren. Han er den, der kan forbinde de to som ellers ikke kunne forbindes, nemlig hellig Gud og det faldene menneske.
Med udgangspunkt i evangeliets bemærkning om, at disciplene løftede deres blik og ikke så andre end Jesus, vil jeg så tale om Jesus som vort gudsbillede. Når vi ikke tør forestille os Gud, når talen om hans hellige væsen skræmmer os fra vid og sans, så er manden fra Nazaret vor trøst. For han er ikke farlig, han er ikke vred, han er mild og siger sit “frygt ikke” til os. Og alligevel så ved vi, at når vi ser ham, så ser vi faderen. Som Jesus var. sådan er Gud.
Det må så naturligt føre over i spørgsmålet, hvordan ser vi så Jesus. Hvordan kan vi få et møde med ham, når vi nu ikke kan stå der på forklarelsens bjerg sammen med Peter, Jakob og Johannes. Svaret må være, at det kan vi. Vi kan stå på forklarelsens bjerg med de tre. Vi er der ikke fysisk, men i ordet, der lød for vore ører i evangeliet. Dér har vi del i samme virkelighed som de tre apostle. Dér forklares Jesus også for os. Dér ser vi hans herlighed.
Og så er vi tilbage ved starten, ved forskellen mellem beretningens virkelighed og vores. En forskel der indsnævres ved Ordets magt til at skabe, hvad det nævner. Også for almindelige danskere, en almindelig søndag.
Kan denne virkelighed så erfares? Kan den enkelte kirkegænger komme til at opleve denne virkelighed? Eller må han/hun “bare” stole på præstens ord om, at sådan er det nu altså? Jeg tror, det kan erfares, men vi må også i prædikenen give plads til det menneske, der ikke erfarer, mærker eller oplever. Troen er tro, også selvom troen ikke erfarer.

 

Salmevalg.
Dagens første salme skal være DDS 7: “Herre Gud, dit dyre navn og ære”, fordi det er en herlig lovsang til vor mægtige Gud, og fordi jeg i prædikenen kommer ind om sætningen “Gud er Gud, om alle land lå øde.”
Som anden salme skal vi synge DDS 349: “Dit ord, o Gud, som duggen kvæger”, der taler om ordets gerning, bl.a. den gerning at lede os til Kristus. I salmen omtales ordet også som “Østens stjerne”, som er en fin hentydning af, at vi stadig er i hellig tre konger tiden. Salmen kan eventuelt anvendes flere gange i denne tid, som en gennemgående salme.
Inden prædikenen skal vi synge DDS 142: “Øjne, I var lykkelige”, som behandler prædikenens tema om afstanden mellem den oprindelige oplevelse og ordets formidling af denne. Hvis man er imod at synge pointen inden prædikenen, kan salmen synges efter prædikenen eller under altergangen. I stedet kunne man så synge Grundtvigs salme over evangelielæsningen DDS 149: “Med strålekrans om tinde”.
Efter prædikenen vælger jeg normalt en nadversalme, her ville f.eks. Tillæggets 868: “Til Lammets måltid må vi gå” være passende. Det er en nadversalme, som trækker Jesu gerning for os i forgrunden.
Under altergangen kunne synges Tillæggets 875: “Jeg har ofte søgt, o Herre” om Jesu fulde tilstrækkelighed for os.
Efter altergangen vælger jeg stort set altid DDS 431: “Dit minde skal, o Jesus, stå”. Her er intet behov for en lang salme.
Som udgangssalme vil jeg vælge DDS 314: “Gør dig nu rede, kristenhed” for dens tale om, at Guds herlighed er oprundet over os i ordet.