Sidste søndag efter helligtrekonger - 2. tekstrække

Speaker: Erik Bang

At give livet bort.
Når vi tænker på nogle, som bliver ophøjet og vinder ære, er det næsten altid nogle, som arbejder eller kæmper for sig selv. Det kan være en sportsstjerne, der vinder, en forretningsmand, som tjener mange penge, eller en elev, som får en flot karakter.
Ophøjelse og ære er som regel et resultat af en stor indsats, hvor der er meget på spil. Men det er som regel også sådan, at den, der får æren og bliver ophøjet, enten tager den fra andre eller får den på andres bekostning. Succes er i almindelighed noget der skal kæmpes for – og man skal kæmpe for sig selv og sit eget. Derimod er der kun sjældent nogen ære eller ophøjelse ved at miste det hele – eller give for meget bort. Vi betragter det nærmest som en fiasko – selv om det betød, at andre blev glade og vandt noget.
Tænker vi nærmere efter, viser det sig imidlertid, at det forholder sig ganske anderledes med de ting, der er mest værd i vores liv. I sportens verden, i erhvervslivet, i politisk arbejde og i uddannelsessystemet er det oftest magt, penge, indflydelse og intelligens, der giver succes – så konkurrenterne bliver slået. Det er tit en succes, som bygger på andres fiasko.

 

Men i de nære forhold, vi har til hinanden er det anderledes. I et ægteskab, mellem venner, blandt forældre og børn, i familien og blandt naboer og arbejdskammerater gælder en helt helt anden målestok.
Her bliver vi aldrig æret eller ophøjet ved at få succes på de andres bekostning. At træde frem ved at træde på de andre, er usselt. Når vi tænker på nogle, vi selv sætter højt, så er det netop dem, som gav af deres eget for at andre kunne få: Det er ham, som altid er rede til at hjælpe, når det brænder på. Det er hende, som giver tid og omsorg uden at tænke på sig selv. Det er ham, som man altid kan gå til for at få råd – eller hende, som satte noget af sit eget til side for at kunne give en hjælpende hånd. Det er dem, vi ophøjer og giver ære. De trådte selv tilbage for at hjælpe andre frem. De mødte andre med kærlighed og varme – også når det betød, at de selv mistede noget ved det. Deres liv blev betydningsfuldt, fordi de gav det bort.

 

Det, der betyder allermest for os i vort daglige liv er at opleve kærlighed. Og kærlighed er netop at give af sit eget for at andre kan få. Det er det, Jesus tænker på, når Han siger: “Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”. “At elske sit liv” vil netop sige: at leve det på andres bekostning og skabe sig succes ved at slå konkurrenterne – altså at leve sit liv for sig selv. Det betyder, at vi “mister livet”. Vi går til i vort eget, mens vi søger at rage til os. Det kan endda gå så galt, at andre ånder lettet op, når vi er borte. “At hade sit liv i denne verden” betyder ikke at gå rundt i selvforagt og livsfornægtelse, men det betyder at skubbe sit eget til side for de andres skyld. Det indebærer at leve sit liv på sin egen bekostning – og give ud af alt sit eget for at andre kan få. Det er et sådant liv, der kommer til at betyde noget – for andre.
I virkeligheden er det også kun et sådant liv, der kommer til at betyde noget godt for os selv. “At elske sit liv” er at være som bonden, der har høstet sin hvede og nu gemmer det hele i laden. Han har fået meget korn, men vil beholde det for sig selv af frygt for tab. Så længe det ligger dér, bliver der aldrig noget ud af det. Kornet skal lægges i jorden. Det skal gives ud for at dø. Det er den eneste måde, hvorpå der kan blive mangefold frugt. “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”

 

“At hade sit liv i denne verden” er altså at leve sit liv i kærlighed ved at give det bort for de andres skyld. Det betyder offer og afsavn. Men netop derved oplever vi også kærlighedens frugt: det bliver til glæde og gavn for de andre. Og intet er så godt som at vide dette: Alt det, jeg mistede ved at give det bort, blev til hjælp for andre. Netop ved at give det bort, bevarer jeg mit livs værdi. Det er et sådant liv, Jesus kalder os ind i, når Han i dag siger til os, at vi skal følge Ham. At følge Jesus vil sige at give sit liv bort, for at de andre kan få glæde af det.
Det var netop det, Jesus selv gjorde. Da Han talte om dette stod Han selv over for lidelsen. Det var to dage før påskefesten, hvor Jesus blev korsfæstet til døde. Det er ikke sært, at hans sind var oprørt af angst ved tanke på det, der forestod. Det er heller ikke sært, at Han havde lyst til at bede sig fri for lidelsen og døden. Men han vidste, at Han måtte gå ind i det, for det var den eneste måde hvorpå, vi kunne blive fri.
“Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”. Det betyder: Hvis Jesus ikke dør, forbliver Han den eneste, som altid lever. Men hvis Han dør, bliver der mange fold af evigt liv. Sådan blev Jesu død til liv for verden. For Hans død betyder, at: “Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”. Denne verdens fyrste er Djævelen, som har besat verden med vold og magt. Det er ham, der er skyld i alt det onde. Det er alle hans gerninger, der smerter og smadrer livet. Det er alt hans væsen, som forurener menneskers sind og fylder munden med løgn. Så længe denne verdens fyrste regerer, bliver der aldrig fred for det onde.

 

Men, siger Jesus: “Timen er kommet … nu skal denne verdens fyrste kastes ud”. Det skete, da Jesus døde. Djævelens vold og magt blev brudt i stykker. Ved at give sig selv helt hen i kærlighed, har Jesus overvundet den Onde. For hvad kan al verdens vold og magt stille op imod én, som frivilligt giver sit liv for vor skyld? Den fuldkomne kærlighed overvinder alt, og den kærlighed finder vi kun hos én: Jesus Kristus.
Det, der så ud som den totale fiasko: lidelsernes mand døde på et kors … det var kærlighedens totale sejr over alt det ondes magt. Det var derfor, Jesus den dag sagde: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Jesu korsdød er Jesu herliggørelse. For Hans død bliver til befrielse for os. Netop ved at give alt sit eget bort og miste sit liv, blev Jesus vor frelser, som overvandt alt det ondes magt. I kærlighed til os gav Han alt sit eget bort. Netop derved blev Han herliggjort. For nu er Han Herren, som har overvundet Djævelen og gennembrudt døden for os. Frugten af Hans død er liv til os!

Det er på den baggrund, Han i dag kalder os ind i sit følgeskab: “Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være” – “Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”. Jesus er den levende Herre og frelser, som i sin kærlighed vil give os evigt liv. Vejen til Livet er at sætte sin lid til Ham og følge Ham.

 

Salmer:
837 – 257 – 171 / 222 – 503.