Sidste søndag i kirkeåret - 1. tekstrække

Speaker: Bo Knudsen

Under anden verdenskrig var der nogle engelske soldater, der blev skudt ned under et flytogt over Norge.
Mange af dem hoppede ud med faldskærm, og blandt dem, var der to brødre, som landede på en lille ø i det nordveslige Norge.
På den ø boede der kun to familier, og så var det sådan, at tyskerne kom ret ofte på øen, sikkert fordi de havde mistanke om, at beboerne arbejdede sammen med folk der sendte flygtninge af sted til England.

 

De to engelske soldater, som landede på øen, måtte jo se om de kunne finde et sted at skjule sig, så de prøvede om de kunne få husrum hos nogen af øens beboere, men den første familie afviste dem, og ville ikke have noget med dem at gøre.
Det var for farligt at tage dem ind i huset, hvis tyskerne kom og opdagede det, sagde de.
Den anden familie derimod, tog imod dem og de gemte dem i et rum i kælderen og gav dem mad og sørgede godt for dem.

En nat kom der en lille båd til øen.
Den blev ført af en engelsk mand, og det viste sig, at det var de to soldaters far.
Jeg ved ikke om de på en eller anden måde har fået kommunikeret til ham eller hvordan han fandt dem, men han kom i hvert fald og hentede dem.
Nu var det så sådan, at begge de to familier som boede på øen, egentlig gerne ville med båden og flygte til England.
Men den engelske far gjorde det ret hurtigt klart for nordmændene, at han ikke ønskede at have nogen med, som havde afvist hans sønner.
Så det var kun den ene familie der kom med.
Og så melder historien, at få dage senere kom tyskerne til øen, og de skød faderen og afbrændte husene der på øen.

 

Nu er det mange år siden det skete oppe i Nordvestlandet i Norge, men måske kan den her lille beretning alligevel hjælpe os til at se de centrale træk i teksten til den her søndag.
Der er fire pointer i teksten, som vi vil trække frem.

 

 

Jesus kommer igen!

For det første, så bliver det understreget klart for os, at en dag kommer Jesus igen.
Ligesom den engelske far, der kom og hentede sine to sønner, sådan kommer Jesus en dag.
Vi kan have svært ved at forstå det og acceptere det i dag, hvor vi lever i et materialistisk samfund, hvor vi er vant til kun at acceptere det, som vi kan forstå med vores forstand, og det som man på den ene eller anden måde kan regne sig frem til.

Sådan er det ikke med Jesu genkomst.
Det ligger ud over det, som vi med vores logiske forstand kan forstå.
Men i det omfang vi vil regne med det som Bibelen siger, og leve vores liv på det, så er vi også nødt til også at regne med, at Jesu genkomst en dag vil finde sted.

 

Bibelen lader ikke tvivl tilbage;
En dag kommer Jesus, og når han kommer, så er det for at være dommer.
Det første han skal gøre når han kommer, det er nemlig at samle alle historiens mennesker foran sig til dom.
Det er ikke den beskrivelse vi oftest bruger om Jesus og det er ikke sådan vi holder mest af at skildre ham, men det er sådan Bibelen beskriver ham, her i den tekst som vi har hørt i dag, og andre steder.
Han er den som skiller fårene fra bukkene.

 

 

Dommen har to mulige udfald!

Og dermed er vi ved den anden pointe, nemlig at denne dom har to mulige udfald.
Enten arver man Guds rige, eller også må man gå bort til den evige ild.
Der er ikke nogen gylden mellemvej.
Præcis som det var på den lille ø på Norges vestkyst.
Der var der et enten – eller.
Enten kom man med skibet over havet og var i sikkerhed i England, eller også måtte man blive tilbage.

Vi kan nemt fanges af den tanke, at der må vel være en eller anden form for graduering, når vi kommer på den anden siden døden. Det er vi jo så vant til.
Der er forskellige pointsystemer for alt muligt, og der er karakterer alt efter hvor god man er.
Selv Jesu disciple var fanget af den tanke, da de kom hen til Jesus og spurgte: Hvem er den største i Himmeriget?”

 

Men Jesus afviser overalt den tanke, og gør klart, at det helt grundliggende handler om et enten – eller.
Om et indenfor eller udenfor.
På den dag, hvor Jesus samler alle historiens mennesker foran sig og holder dom, da skal han skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene, hører vi.

Det vil for det første sige, at det nytter altså ikke at prøve at bortforklare, at det er muligt at gå fortabt – det er en udbredt opfattelse i dag, og det er ikke så sært, for det er da meget lettere at forlige sig med, at alle mennesker i den sidste ende bliver frelst af Gud, end at der skulle være nogen, der bliver ladt ude.

 

Problemet er bare, at Bibelen lader os ikke i tvivl, og i øvrigt er det også en ret ny opfindelse, at se bort fra fortabelsens mulighed. Går vi godt hundrede år tilbage til vækkelsernes tid, så var der hos Grundtvig ikke tvivl om, at det var en frygtelig mulighed for et menneske at gå fortabt, og blive adskilt fra Gud.

For det andet, så vil det at Jesus holder dom ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene, sige, at det først er den dag adskillelsen skal finde sted.
Fårene og bukkene har gået sammen og levet sammen indtil den dag Jesus skiller dem ad.

Det vil sige, at vi skal ikke forsøge at foretage adskillelsen allerede nu.
For det er ikke os der er sat til at dømme i, hvem der hører til hvor.
Denne tekst handler nemlig ikke om alle de andre.
Den handler i første omgang, for hver eneste af os, om mig selv.
Hvordan er det jeg står den dag, Jesus holder dom?

 

 

Dommen hænger af hvordan man har taget i mod Jesus!

Så kommer vi til den tredje pointe, som teksten giver os i dag.
Det var ikke tilfældigt at den engelske skipper, som kom til den norske ø, kun tog den ene familie med, og lod den anden blive tilbage.
Det var en konsekvens af det, der var foregået før han kom for at hente sine sønner.
Denne søndags tekst gør det klart for os, at det der afgør dommen, er hvordan man her i livet har handlet mod Jesus.
Det vil helt konkret sige, at det er nu du afgør, hvor du vil tilbringe evigheden.

Når dommens dag kommer, så er det sådan, at de der har taget imod Jesus, går ind i Guds rige, og det gør de uanset hvad de så ellers måtte have på samvittigheden.
De der har forkastet ham, går bort til straf, uanset hvad de så ellers måtte have af fortjenester.

 

Det eneste der har betydning for den dom Jesus fælder, er hvordan man tager imod ham, for det var Jesus der døde i påsken for knap 2000 år siden.
Det var ham der blev hamret fast til et kors, og han gjorde det fordi han bar al verdens synd.
Påskemorgen stod han op igen, fordi han overvandt synden og døden og Djævelen.
Det betyder, at efter påskemorgen er der ikke et eneste menneske, som går fortabt på grund af sine synder.
Hvis et menneske går fortabt, så er det alene på grund af vantro. Så er det alene fordi man har afvist Jesus, ham som har sonet al synd.

Hvordan man tager imod Jesus, viser sig i hvordan man tager imod hans mindste brødre!
Og så kommer vi til den fjerde og sidste pointe.
Den engelske far, havde sikkert hver eneste dag haft sine sønner i tankerne.
Han havde identificeret sig så meget med dem, at enhver som tog imod hans sønner, på en måde også tog imod ham, og alle som afviste sønnerne afviste også ham.
Han var på sin vis usynligt tilstede.

 

Bibelteksten til i dag fortæller os, at hvordan man stiller sig til Jesus, det viser sig i, hvordan man handler mod dem, som han kalder sine mindste brødre.
Når Jesus siger sådan, så er det hans disciple han henviser til. Dem,  som har valgt at følge ham og tro ham og have ham som Herre.
”Den som tager imod jer, tager imod mig”, sagde Jesus, da han sendte sine disciple ud for at prædike evangeliet for al verden (Matt. 10,40), og han talte ved den lejlighed også om, at ” Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.” (Matt. 10,32).

Den endelige dom, bliver afgjort af, hvordan man tager imod Jesus, og hvordan man tager imod ham, det viser sig i, hvordan man tager imod den usynlige Jesus – ham som bliver båret frem af små mennesker som forkynder hans evangelium om frelse for syndere.

 

 

Det er alvorlig tale, det som Jesus kommer med her, når han taler om den endelige dom og om forskellen på frelse og fortabelse.
Jeg tror, at vi alle sammen kender til, at det her domsbudskab vækker en stærk protest i os.
Derfor er det også så vigtigt, at vi får det placeret rigtigt, og får sat den rigtige adresse på det alvorlige budskab, som Jesus kommer med, for det handler ikke om ”de andre”.
Når Jesus kommer med det her alvorlige budskab, så siger han det til sine disciple – også dem som lever i dag 2000 år efter at han sagde det første gang.
Han siger det til den enkelte til selvprøvelse og til årvågenhed, så man spørger – ikke hvordan det er med alle de andre – men hvordan det er med mig selv.
Hvordan er det jeg har taget imod Jesus, og hvordan er det jeg stiller mig til hans mindste små, som lever i dag – altså dem der i dag vil være hans disciple?
Det er sådan vi skal bruge og høre teksten.

Det løser ikke problemet med den protest det vækker i os, og det spørgsmål, som det kalder frem hos os, om det virkelig er rigtigt, at det er sådan den kærlige Gud handler.
Men så lad os holde fast i, at selvom Gud i sin vrede vil straffe på dommedag, og vi ikke kan gå udenom, at det er sådan Bibelen forkynder for os, så er det ikke det han helst vil.
Han vil allerhelst frelse, og han ønsker at alle mennesker tager imod hans frelse – den han har rakt os i Jesus.
Gud sendte nemlig ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham (som der står øverst på vores altertavle).

Det må vi holde fast i, og så må vi også holde fast i, at den Jesus som på dommens dag skal sige de ord som står her i teksten: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”, (Matt 25,41)  – den Jesus som en dag skal sige sådan, det er den Jesus, som netop da han holder denne tale, som vi har hørt et stykke af i dag, står på tærsklen til at ofre sit liv.
Fordi han elsker både dem som til sidst skal stå på højre side og dem der skal være på venstre side.
Da Jesus er færdig med at tale om verdensdommen, så siger han som det næste til sine disciple: ”I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.” (Matt 26,2). Jeg synes faktisk at det siger alt om, at det som Jesu lige har sagt, det er bestemt ikke sagt for at være ukærlig.
Det er sagt i kærlighed, for at advare mens tid er.
Så lad os høre det sådan og tage det med som sådant i dag.

 

 

Konklusion

Den her tekst ridser altså fire pointer op for os.
1.) at en dag komme Jesus igen, som verdens dommer.
2.) at dommen har to mulige udfald.
3.) at det, der afgør dommen, er hvordan man har stillet sig til
Jesus.
4.) at éns indstilling til Jesus viser sig i éns indstilling til dem, han sender ud som sine repræsentanter.

Ja, det handler om den endelige dom, men lad os høre Jesu alvorlige tale om denne dom, som et kærlighedsbudskab til os, der skal få os til at tro ham og holde os til ham, som vores eneste frelser.
Amen.

 

 

Salmer: 431 – (448) – 276 – 321 – 62.