Sidste søndag i kirkeåret - 1. tekstrække

Speaker: Peter Søes

GT-læsningen fra Esajas er fra den afsluttende profetiske vision af den nyskabte jord, og den uddyber på en fin og stærk måde, hvad det er for et evigt rige, som de frelste i Jesu tale i evangelieteksten skal tage i arv.

 

Epistelteksten har formaningen til at stå fast som omdrejningspunkt, og det kan sætte fokus for, hvad vi skal “bruge” prædiketeksten til.

 

Prædiketeksten afslutter Jesu store tale i Mt 24-25, som begynder med “den synoptiske apokalypse” (jf. teksten til sidste søndag) og også indeholder de store årvågenhedslignelser. Men dette er ikke en lignelse; det er en profetisk skildring af dommedag, og alvoren lyser ud af hver sætning.

 

Den første pointe er, at Jesus kommer igen. Og når han kommer, er det som verdens dommer. Det første, han skal gøre, når han kommer, er at samle alle historiens mennesker foran sig til dom.

Den anden pointe er, at denne dom har to mulige udfald, nemlig at arve Guds rige (v34) eller at gå bort til den evige ild (v41). Der er en pointeret asymmetri i skildringen, for de, der får Guds rige, får at vide, at Riget har været bestemt for dem fra verdens grundlæggelse, mens de fortabte får at vide, at Guds evige straf er bestemt, ikke for mennesker, men for Djævelen og hans engle. Alligevel er der altså mennesker, som skal rammes af denne straf.

 

Den tredje pointe er, at det, der afgør dommen, er hvordan man her i livet har handlet mod Jesus. De der taget imod ham (konkret: taget sig af ham), går ind i Guds rige, og det uanset, hvad de så ellers måtte have på samvittigheden. De, der har forkastet ham (konkret: ikke har taget sig af ham), går bort til straf, uanset, hvad de så ellers har af fortjenester. Begge grupper bliver overraskede, og det er der en vigtig pointe i. For det betyder, at det ikke er selvindlysende, hvem der frelses, og hvem der fortabes. Sådan som det ville have været det, hvis det handlede om, hvem der havde levet det mest fortjenstfulde liv.

Den fjerde pointe er, at hvordan man stiller sig til Jesus, viser sig i, hvordan man handler mod dem, han kalder sine mindste brødre (vv40.45). Der er næppe tvivl om, at Jesus sigter til sine disciple, altså til dem, der var hans repræsentanter på jorden, sml. f.eks. Mt 10,40-42, Mt18,5 og Lk 10,16. Når Paulus i Gal 4,13f fortæller, hvordan galaterne ikke tog anstød af hans ynkelighed, da han første gang kom til dem som en syg og nedbrudt mand, men tog imod ham “som en engel fra Gud, ja, som Jesus Kristus selv”, har vi et præcist billede af, hvad det er, Jesus taler om.

I ordene om at være sulten, tørstig, fremmed, nøgen, syg og fængslet, ligger der altså implicit en forudsigelse af disciplenes vilkår. Det er altsammen ting, som Jesus har prøvet på egen krop, og derfor er det i tråd med ordene fra Mt 10,24f om, at en discipel må være tilfreds, når det går ham som mesteren. Samtidig indeholder ordene – særligt når de siges til de fordømte – en forudsigelse af den afvisning og forfølgelse, en discipel må være indstillet på at møde, jf. Mt 23,34, sml. Jh 15,20.

 

Det ligger i forlængelse af teksten – selvom det ikke er det, den snævert set handler om – at det hører med til at være Jesu discipel, at man tager sig af dem, der deler kår med ham i verden. Og altså tager sig af dem, der sulter og tørster, de fremmede, de fængslede osv. Uanset om de er disciple eller ej.

 

Prædikentemaer og den slags inputs* De fire pointer, jeg har fremhævet – altså 1) at Jesus kommer som verdens dommer, og 2) at dommen har to mulige udfald, og 3) at det, der afgør dommen, er hvordan man har stillet sig til Jesus, og 4) at éns indstilling til Jesus viser sig i éns indstilling til dem, han sender som sine repræsentanter – disse fire pointer hænger snævert sammen i teksten. Og man kan dårligt udelade nogen af dem, uden at tekstens anliggende går tabt. Så jeg synes, det ligger lige for at bygge prædikenen op med fire afsnit, ét til hver pointe, og så slutte med en formaning til – i forlængelse af teksten – at tage sig af enhver nødlidende næste, kristen eller ej.

 

* Både epistel- og evangelieteksten fremhæver udvælgelsen/forudbestemmelsen. Og hvis man vil gå en anden vej (og synes, der er brug for at behandle dette mere tematisk), er det en udmærket søndag at gøre det på. Men det kræver nok, at man fokuserer på det alene, ellers bliver prædikenen for lang og med for mange pointer.

 

* Hvis man vælger at bruge tid på at konkretisere de seks kærlighedsgerninger, Jesus nævner, kan man måske gøre en pointe ud af, hvor enkle de er. Ikke i den forstand at de ikke kræver slid og besvær, men i den forstand at de ikke kræver særlige kompetencer eller forudsætninger (som man så kan undskylde sig med, at man ikke har). De seks ting er noget, enhver af os kan gøre. Og det siger noget om, hvor enkel og jordnær og uanseelig, kristen næstekærlighed ofte er – ikke alle kan helbrede syge eller befri fængslede, men alle kan besøge dem.

* Domsmotivet er fremtrædende. Og det er vigtigt at få det adresseret rigtigt, altså som en personlig advarsel, og ikke som noget, der handler om “de andre”. Det gælder ikke mindst her, for det er en pointe i konteksten, tror jeg, at årvågenhedslignelserne lige før vores tekst så at sige viser, hvordan man skal bruge teksten. I første omgang må Paulus’ frygt for, at han, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet (1 Kor 9,27), ind under huden på den, der skal prædike.

 

*En del (de fleste?) af os kender til, at domsbudskabet vækker en stærk protest i os selv. Og det gælder også, når det “adresseres rigtigt”, som en advarsel, der kalder den enkelte til selvprøvelse og årvågenhed. Hvis man har det sådan, at man kender den indre protest mod dommen, kan man evt. sige det i sin prædiken; det skaber at frirum for de tilhørere, der har samme reaktion. Og selvom det ikke “løser problemet”, kan det i den forbindelse være værd at understrege to ting: nemlig for det første, at selvom Gud i sin vrede vil straffe på dommedag, så er det ikke det, han helst vil. Det fremgår af den nævnte “asymmetri”: Gud har ikke bestemt helvede for andre end Djævelen og dæmonerne. Helst vil han, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4). Og for det andet, at den Jesus, som på dommens dag skal sige ordene i v41, det er ham, som – netop når han holder sin tale – står på tærsklen til at ofre sit liv. Fordi han elsker både dem, der til sidst skal stå på højre side, og dem, der skal stå på venstre. Hans næste replik er, if. Matthæus: “I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.” (Mt 26,2). De ord kan i hvert fald få min fornemmelse af, at hans advarende domsforkyndelse skulle være ukærlig, til at blegne.

 

 

Salmer
365    Guds kærlighed ej grænse ved
er oplagt til at varetage det formanende motiv, og den går direkte på teksten.
685    Vor Gud er idel kærlighed
er lige så oplagt; den har både det konkretformanende og dommedagsperspektivet
163    Fuglen har rede, og ræven har grav
hvis man vil sætte en streg under, at Jesus har delt kår med sultne, tørstige, fremmede osv.
269    Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom   eller f.eks. 649    Skal fri og frelst vi hist
hvis man vil understrege årvågenhedsmotivet
307    Gud Helligånd, vor igenføder
er et godt bud på en Helligåndssalme inden prædikenen, der fremhæver tekstens alvor