Sidste søndag i kirkeåret - 1. tekstrække

Det er blevet slået fast for os med syvtommersøm af selveste Martin Luther, at et menneske bliver gjort retfærdig – frelst – ved at tro på Jesus Kristus og dermed punktum. Så er det da temmelig skrapt, at vi her i dag skal høre Jesus sige: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig osv.” Det, som han til sidst sammenfatter i ordene: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Uvilkårligt kigger vi os selv i spejlet og spørger: Kan jeg leve op til det her? Er det mig, der på den måde har gjort mig fortjent til at få en plads i Guds Himmel, eller er det mig, der på den yderste dag må høre de forfærdelige ord: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

 

For – hånden på hjertet – hvor ofte har du og jeg ikke svigtet?

Mon ikke der gemmer sig én og anden situation for de fleste, hvor syge – døende – svigtede – fattige – ensomme – har været så tæt på os, at vi burde have gjort noget – evt. mere end vi gjorde?

 

 

Jo, problemerne hober sig op, når vi hører Jesus fortælle denne lignelse! Vi vil så inderligt gerne høre til dem, der står på den rigtige side, og som på den sidste, store dag får den besked: ”Kom, I som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”  Men inderst inde er vi bange for, at vi en dag skal komme til at høre det stik modsatte. At det bliver os, der får den frygtelige besked: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild…”  Prøv lige at tænk over det – bare et lille øjeblik! Den tanke kan godt fylde én med uro, give søvnløse nætter, for mener Jesus det virkelig helt bogstaveligt, når han taler om den evige ild? Kan det virkelig passe, at der er noget, der hedder den evige fortabelse? En evig straf?

 

 

Nu gør det ikke noget, om vi af og til bliver grebet af uro og angst.

Det gør ikke noget, om det ind imellem virkelig står malet for os i al sin gru, at der kommer en sidste dag, hvor Jesus vil skille fårene fra bukkene. Det gør ikke noget, om det ind imellem står tindrende klart for vore øjne, at der er noget, der hedder den evige fortabelse. Det er tanker, som kan være med til at holde troen levende i os.

Igen og igen får vi jo tudet ørerne fulde af,  at Gud er kærlighed, og at han frelser os, enten vi vil det eller ej. Så er det godt at blive banket på plads og høre, at sådan siger Jesus altså ikke! Nej, han taler klart om, at der kommer en sidste dag, hvor dommen for bestandig skal afsiges.

Han taler klart om, at der er en himmel og et helvede, sådan som de gamle også var klar over det, når de malede de frygtelige kalkmalerier rundt omkring i vore kirker. For det er ikke meningen, vi skal lulles i søvn. Det er tværtimod meningen, vi skal vågne op og forstå, hvor alvorlig en sag det er for os, om fremtiden hedder frelse eller fortabelse!

 

 

Når det så er sagt, skal vi alligevel lægge mærke til et par ting, som man let kommer til at læse henover uden at opdage dem.

For det første taler Jesus om fårene, der skal skilles fra bukkene. Det betyder, at der er en tydelig forskel, og denne forskel – den er der i forvejen. Det er altså ikke tilfældigt, om den ene ryger til højre eller til venstre. Overhovedet ikke! Er du et får, så er det på forhånd afgjort, at du hører til dem, der skal til højre, og er du ikke et får, ja, så nytter det ikke noget. En buk bliver ikke et får ved at forsøge at opføre sig som et får…

Det andet, vi skal lægge mærke til, det er de ord, som lyder til dem, der bliver anbragt på højre side: ”Kom,  I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”

 

 

Hvad er det, Jesus siger her?

Jo, han taler om et rige, som skal tages i arv! Og her er der jo noget, som vi alle sammen ved. Dette med at arve – det hænger jo uløseligt sammen med det at være barn, ikke sandt? Man bliver ikke et barn ved at opføre sig barnligt! Og man bliver ikke en andens barn ved at bilde sig selv – eller andre – noget ind.

Kobler vi nu disse to ting sammen, altså Jesu ord om fårene og bukkene, der skal skilles, og hans ord om at arve det rige, som er beredt for os. Hvem er de får, Jesus taler om?

Det ved vi, fordi han selv har sagt det så tydeligt, så det ikke er til at misforstå! ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”, siger han. Og når vi begynder at forstå, at det er børnene, der skal arve, ja, så er det, vi skal høre Jesu ord, når han siger: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.” Eller apostlen Johannes´ ord: ”Se, hvor stor en kærlighed, Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn, og vi er det.”

 

 

Det rige, som Jesus taler om her, – det kongerige, som er Guds, –  det er altså for dem, som er Guds børn. Og Guds børn – det bliver vi, når vi døbes i den treenige Guds navn, og det er vi, når vi livet igennem bærer den korsfæstedes mærke, så vi hører hans røst og følger ham, tror på ham… Så hører vi til dem, som Jesus beder for, når han siger: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed…”

Jamen, hvad så med de gode gerninger? spørger vi så.

Ja, de, der blev frelst, var ikke selv klar over det gode, de havde gjort, og de vidste ingenting om, at det var Jesus, de mødte, når de stod over for et stakkels menneske, der havde brug for deres hjælp….

”Gode gerninger gør ikke en mand god”, siger Luther et sted, og så føjer han til: ”Men en god mand gør gode gerninger.”

Den, som selv har fået lov til at høre evangeliet, og som på den måde selv har mærket Guds kærlighed, han eller hun må huske at række den kærlighed videre, når vi møder en sulten, en tørstig, en fremmed, en nøgen, en syg, en fange på vor vej…

Amen.

 

 

Salmer: (Gl. salmebog) 375; 412; 488,2; 265 – 491; 365; 631; 395