Sidste søndag i kirkeåret - 2. tekstrække

Prædikant: Kurt Larsen

I dagens anledning

 

Sidste søndag i kirkeåret har ofte et stille præg. Næste søndag går det løs med advent! Da kommer børn og voksne, når det første lyset tændes, og forventningen vokser.

Denne sidste søndag kan man bruge som en opsummering på kirkeåret, der er gået: Hvad var det så lige vi var samlet om i dette kirkeår, kære menighed?

Salmen nr. 431 hører dagen til, og den samler på glimrende måde op på kirkeårets mangfoldighed og gør det til en helhed. For den trofaste menighed kan man denne søndag være pædagogisk og repetere hovedpunkterne fra årets forkyndelse – ud fra dagens evangelium.

 

1) Vi har været samlet for at lovsynge

Overskriften for evangeliet er i Dansk Oversættelse blevet: ”Jesu fryderåb”. Han tog ikke til orde for at klage over for få penge eller jødernes vantro eller etisk forfald i folket. Han ”tog til orde og sagde: ”Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi …”. Det er derfor, vi går i kirke og holder årets 60 gudstjenestedage: Fordi vi har grund til at prise vor Fader, himlens og jordens herre.

En kristen tale om Gud må primært have form af en lovprisning. Én af mine kolleger, Kurt Christensen, er i færd med en bog om forholdet mellem kristendom og Islam, og han kalder den: Lovsang eller lydighed. Islam har at gøre med lydighed, ordet Islam betyder simpelthen ”underkastelse”. Men kristendom har med lovsang at gøre. Kristne – det er dem, der synger lovsange!

 

Når Paulus i Efeserbrevet skal forklare, hvad kristen tro er, så har det form af lovprisning til Gud. Troslæren er vigtig – og det er for ham ikke noget tørt og teoretisk. Lære og lovsang hører sammen. Kristen troslære og lovprisning til Gud er to sider af samme sag. De første kristne lagde vægt på at være ortodokse. Vi kender det i dag fra den græske kirke, der kalder sig ”ortodoks”. Ordet ortodoks betyder ret lære og ret lovprisning. Begge dele. Den græske kirke er ortodoks, fordi den mener at lovprise rigtigt og lære rigtigt. Vores menigheder skulle sandelig også gerne være ortodokse, så vi både lærer og lovpriser på den rigtige måde. De to ting kan ikke skilles ad.

Lovsangen til Gud er ikke afvekslende fyldstof mellem tekstlæsninger, men et grundlæggende formål med gudstjenesten. Lovsangen til Gud i gudstjenesten er heller ikke nogen søndagsting, men vi lover Gud der, for at vi hver for sig skal gå ud i hverdagen og være en lovsang for Gud der. Sig altid tak… sagde Paulus til en menighed.

Lovsangen er selve målet med vores liv. I Ef 1,6 skriver Paulus: at vi er forudbestemt ”til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn”. Paulus og Silas sang ved midnatstid lovsange til Gud, (ApG 16,25) – ”Og fangerne lyttede”. Hvad er det for en tro, der får folk til at synge lovsange, i et usselt fangehul i et fremmed land?

Lovsangen er eller burde være Guds folks kendemærke, for det er vi forudbestemt til.

Undervejs i livet har jeg hørt en del andre opfattelser om kristne: ”De kristne på skolen, er sådan nogen, der ikke går til festerne”. ”De kristne er landmænd, der ikke arbejder om søndagen”. I arabiske lande siger man, at de kristne er dem, der drikker!

Sådan kan man se på os udefra. Men bibelsk set burde det være sådan, at vi var kendt for vores lovsang. Det var derfor vi kom sammen de mange søndage, fordi vi opfyldte den dybere bestemmelse med vores liv.

 

2) Vi har været sammen om Ordet, der lærer os om Kristus

”Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for”. Der er ingen vej for os til Gud udenom Jesus, og udenom apostlenes vidnesbyrd om ham. Derfor er det kristen skik at gå i kirke og blive belært og påmindet. Evangeliet er noget, vi ikke kan sige os selv, men må have at vide udefra. Og vi må høre Ordet ofte, for ikke at glemme det. En god præst vil sørge for at menigheden gennem et kirkeår kommer hele vejen rundt i frelsens historie og troslivets hjørner, så menigheden får en sund og sand oplæring.

Oldkirken lagde meget vægt på at komme sammen og blive oplært og undervist i Bibelen. Jeg citerer Hippolyts ”Den apostolske Tradition” (Rom ca. 220):

 

35,1: Så snart de troende er vågnet og har vasket sig, skal de inden de begynder på arbejdet bede til Gud og først derefter begive sig til arbejdet. 2: Hvis nogen undervisning i ordet finder sted, skal man først gå derhen og høre Guds ord, så ens sjæl kan blive styrket. 3: Man skal være ivrig efter at opsøge menighedens fællesskab, hvor ånden blomstrer.

 

41,3: Man skal tænke ved sig selv, at det er Gud man hører i den som underviser. 4: Den som beder i menighedens fællesskab vil undgå det onde, som kommer i løbet af dagen. Den som er from, skal anse det for at være et stort onde ikke at gå der, hvor undervisningen gives, i særdeleshed hvis han kan læse, eller en læser kommer derhen.

 

6: Ingen af jer skal komme for sent til sammenkomsten, til stedet, hvor man underviser. 7: Da skal den, som taler, få gaven til at sige det som er til nytte for enhver. Du hører noget, som du ikke før kendte til, og du kan drage nytte af det, som Helligånden giver dig gennem den, som underviser. 8: På den måde vil din tro blive styrket af det, som du hører.

 

9: Derhenne vil man også fortælle dig, hvordan du bør opføre dig hjemme.

 

Dengang voksede menighederne hastigt, og ikke uden grund!

Jeg besøgte for et par år siden Arad i Rumænien, en by på størrelse med Odense, og deltog i gudstjenesten i én af byens 19 baptistkirker. Der var 900 til morgengudstjenesten, der bestod af 1 times bibelundervisning, en times bedemøde og en times fællesmøde med prædiken og nadver. Det er ikke så sært, at en menighed med en sådan vægt på Bibel og bøn har kunnet vokse.

 

3)Vi har været sammen om vores Fader, der giver hvile i svære tider

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Gudstjenesterne i årets løb har hverken været tænkt som foredrag eller vækkelsesmøde. Den slags nyttige ting, må man udføre i andre sammenhænge. Gudstjenesten vil tale Ord fra Gud ind i menneskers faktiske situation, der jo veksler meget fra dag til dag. En dag en glad brud, en anden dag er hun sørgende enke. En dag en frisk ung mand, en anden dag lammet efter trafikuheld.

 

Her på jorden er alting omskifteligt. Men Gud er den samme, og han giver hvile til den trætte. Hans ord står fast. Den hellige nadver styrker os i håbet og giver nye kræfter.

Undertiden søger de offentlige myndigheder efter folk, der vil påtage sig at være værger for umyndige. Sådan en værge vil Gud være for os. I vor svaghed kommer han til os, for at bære os på det sidste stykke af vejen hjem.

Årstiden minder os om mørke og afslutning. Kirkeåret minder om, at for en kristen slutter livet her på jord kun ved at ”solopgangen fra det høje” vil lyse over os for evigt på den nye jord. Det har vores værge sørget for i Kristus. Derfor er der hvile at få hos ham.