Skærtorsdag - 1. tekstrække

Speaker: Henning Smidt

Tekster og sammenhænge

 

2. Mosebog

Med denne gammeltestamentlige indgang til Skærtorsdag bliver vi straks taget med til påskens udspring – befrielsen og udvandringen af Ægypten – og får dermed foræret en række temaer: Det lydefri påskelam, hvis blod skulle stryges på dørstolperne hos Guds folk; fællesskabstemaet over måltidet; og endelig rejsemotivet – Guds folks pilgrimsrejse til det forjættede land. Teksten er fyldt af opbrudsstemning – folket kan have forventning til Gud.  Med dette måltid, som spises på Guds befaling, gør man sig klar til rejsen.

 

 

1 Kor

Her er det prægnante udsagn ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner”. Det er svært at udlede en dybere teologi af det, men det er en flot sætning, der udtrykker noget af mysteriet i nadveren. Noget med Herrens velsignede og velsignende gaver, som vi modtager med taksigelse.

Grundteksten har en genetivform, så der faktisk står ”Kristi blods fællesskab” og ”Kristi legemes fællesskab”. Det gør meningen om muligt endnu mere prægnant. I nadveren er der virkelig tale om et fællesskab, der udspringer af og lever af Kristi legeme og blod – for mig at se i dyb sammenhæng med tankerne omkring realpresensen.

 

 

Matt 26,17-30

Påskemåltidet skal klargøres også for Jesus og hans disciple. Beskrivelsen vidner om, at Jesus er helt klar over, hvad der skal ske, og er ikke rådvild. Han taler om, at hans time er nær og er forberedt på situationen. Selv det praktiske omkring fejringen af påskemåltidet har han styr på. Senere ved måltidet er han også helt klar over, hvad der skal ske omkring forræderiet. Det er næppe værd at drage nogen nadverteologi på selve forræderiet og Judas, men alligevel fylder det en del i teksten og har jo også fundet plads i liturgien til nadveren i ordene: ”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt et brød….”. Det siger i hvert fald noget om frafaldets mulighed, og det siger noget om, hvor ensom Jesus var i sin offergang.

Midt i det traditionsrige påskemåltid gør Jesus noget usædvanligt – han taget brødet og vinen og siger de ord, vi i gudstjenesten kalder indstiftelsesordene for nadveren. Og slutter med at understrege måltidets eskatologiske præg – det sigter på det forjættede land, hvor alt skal blive nyt.

 

 

Prædikenansatser
Man kan tage udgangspunkt i den jødiske påske – det var det udgangspunkt, disciplene i hvert fald havde, da de sad der. Samtidig var de også klar over, at det var en anderledes påske – en påske i særligt opbrud for dem og deres liv. Helt hvad det gik ud på, vidste de ikke, men de spiste Guds befalede påskemåltid – og de var sammen med deres Mester.

 

Nadveren er rejsemåltid sammen med Jesus – ”madpakketid” for dem, der vil til det forjættede land. Vi forstår det vel næppe, og det gør heller ikke noget. Hvis vi kun skal gøre, hvad vi forstår, bliver det næppe meget – vi gør det, fordi Jesus har befalet det – ”Spis det – drik alle heraf”.

Der er en dyb indre dynamik i at være født af vand og Ånd ind i Guds rige (dåben) og den livsnødvendige vedvarende næring (nadveren) – den korsmærkede lever af livstræets frugter – af Jesu legeme og blod – af syndernes forladelse igen og igen.

Dette fællesskab med Kristus er også et fællesskab med hinanden – det er menighedsbekræftende. Vi er sammen på rejsen – også sammen med dem, der samles andre steder og dem, der gik forud. Engang skal vi samles i det forjættede land med ufattelig lovsang.

Hvad får vi I nadveren? Alt det som Kristi legeme og blod giver et menneske – tilgivelse, fred, tro, håb, kærlighed, glæde, frelse, velsignelse – mere end nogen eller noget kan udtrykke. For mig personligt fik jeg en oplevelse for nogen år siden under en altergang, hvor et lille barn var med sin mor – barnet havde også fået en lille smule af vinen og kiggede op på sin mor og viskede så højt, at alle ku’ høre det: ”Det er stærkt, mor”. Det blev en ”et sekunds prædiken” til mig, som fik mig til at føle mig privilegeret ud over alle grænser, da jeg gik videre – ”Det er Jesu Kristi blod” sagde jeg til den næste – og havde nær tilføjet ”det er stærkt”.

 

 

Salmeforslag
320 – 338 – 178 // 458 – 466 – 456