Skærtorsdag - 1. tekstrække

Jeg har taget et nadverbrød – et oblat – med op på prædikestolen.

Oblaten er rund og tre centimeter i diameter.

Den er under 1 millimeter tyk.

Ifølge vores nye elektroniske køkkenvægt, sniger oblatens vægt sig op på 1 gram.

Når man spiser oblaten smager den af – ingenting.

Er den ikke opbevaret på den rette måde og blevet blød, kan det være en direkte ubehagelig oplevelse at få en oblat.

Som at få et stykke pap i munden.

 

 

Biskop Steen Skovsgaard fortæller i en ny bog om visitter i sit Stift, at han et sted kom til at knæle sammen med et søskendepar på 10 og 6 år.

Da drengen – den mindste af dem – tog oblaten i munden, væmmedes han, som om han netop havde fået et stykke vådt pap i munden.

Han skar ansigt, tog det ud og hviskede til sin søster: Jeg kan ikke li det!

Spis det, kommanderede hun tilbage.

Han nægtede stadig og tilbød nu tilbage, at hun kunne få det.

Men det ville hun ikke.

Det endte med, at han beholdt det i hånden, så uskyldigt op i loftet og ligeså stille smuldrede brødet ud mellem fingrene og tørrede Jesu legeme af i jakken.

 

 

Sådan skulle det jo nødigt gå.

Men det er ikke meget, vi byder på ved nadverbordet.

Det er så lidt og så ringe og så smagløst, at det næsten er ingenting.

 

 

Jeg har også taget et bæger med op på prædikestolen.

Det er af sølv og ganske flot.

I den hælder vi så lidt druesaft, lige akkurat nok til at bløde det lille brød op.

 

En af mine kolleger fortalt om et andet barn, der fik vin ved nadveren og sagde til sin mor: Det er stærkt!

Sådan er det ikke engang hos os.

Vi bruger kun saft, med den gode begrundelse, at så er ingen udelukket – heller ikke, hvis man ikke tåler alkohol.

Men på en måde cementerer det alligevel, at det, vi byder ved nadverbordet, er ikke meget.

Det kan næsten synes som om vi hylder et minimalistisk princip, der står i skærende kontrast til snart sagt alting i vores verden i dag.

Man kunne fristes til at tro det var en bevidst modkultur, der siger: jo mindre, jo bedre.

Jo mere uanseligt, jo mindre smag, jo ringere….

 

*****

På den ene side er nadveren altså et yderst ringe måltid.

Ingen kan i bogstaveligste forstand leve af det, man får her.

På den anden side står den – skal vi kalde det – høje status, nadveren har i kirken.

Helt konkret: når man kommer ind i kirken, er alteret det naturlige fokus.

Alteret er det, der er gjort mest ud af.

I nogle kirker er der ligefrem lavet en himmel-kuppel over alteret.

For at sige: Her er der åben til Guds himmel!

Når vi går til alters – som vi kalder det – går vi derfor bogstaveligt det hellige i møde og knæler ved kirkens helligste sted.

Men ikke bare kirkens arkitektur eller indretning understreger nadverens høje status.

Det er som ordene nærmest snubler over hinanden for at udtrykke, hvor meget nadveren er.

En katolsk munk, præst og åndelig vejleder, Wilfrid Stinissen, holdt for en uge siden et foredrag om nadveren i præstens liv.

Han begyndte sit foredrag med at sige: ”Der findes ikke noget smukkere, intet højere, dybere, mere dyrebart end nadveren. Nadveren er kirkens perle.”

Nadverliturgien understreger også det højstemte ved nadveren.

Vi beder i nadverbønnen: ”Giv os i tro at modtage vore Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv.”

Det er jo ikke så lidt: Del i Jesu fuldbragte offer på korset.

Syndernes forladelse.

Evigt liv.

Der står vi altså:

På den ene side med det lille brød på bare et gram.

Plus nogle få centiliter druesaft i alterbægeret.

På den anden side med ord, der er så store, at tanken sprænges og alt rimelighed og sund fornuft hører op.

Del i Kristi offer på korset.

Syndernes forladelse.

Evigt liv.

Man forstår godt, at folk, da de for århundreder hørte præsterne i den latinske messe sige: Hoc est korpus –  dette er legemet.

At de ud fra det formede: Hokus pokus.

For ingen tanke kan få de ting til at hænge sammen: det lille brød og den store betydning.

 

****

Men hvordan kan det hænge sammen?

I nogle kirker forsøger man i dag på skærtorsdag at få det til at hænge sammen.

De prøver, om man kan sanse nadverens store betydning.

De dækker et langt bord midt i kirken, smider det ringe nadverbrød ud og serverer i stedet for en gourmet-middag af de bedre.

Med årgangs-vin til, naturligvis.

Så er det vel til at forstå, at nadvermåltidet virkelig har en betydning.

 

Er det?

Eller er det snarere sådan, at uanset hvor ringe eller hvor godt et måltid, vi ville servere ved nadveren, så er der et uoverstigeligt spring til nadverens betydning: del i Jesu offer på korset.

Syndernes forladelse.

Evigt liv.

 

Det bedste måltid, jeg nogensinde har fået, fik jeg engang på en restaurant i Japan.

Den samme dag havde vi været på besøg på det japanske samfunds skyggeside.

Vi besøgte den lutherske kirkes sociale arbejde dér.

Vi så pjaltede mennesker stå i lange køer for at få mad fra det offentlige suppe-køkken.

Og om aftenen sad vi så dér med alt, hvad japansk køkken-kunst kan byde på.

Kontrasten til dagens oplevelser nærmest forstærkede måltidets karakter.

Mærkelig nok sad vi ikke med en dårlig smag i munden i retning af: ”Vi burde også lade være at være her og i stedet bruge pengene på de fattige.”

Kontrasten havde nærmest den modsatte virkning.

Som fra helvede at nå til himmelske retter i stadig mere raffineret form.

Men selv det måltid blegner ved siden af de store ord om nadveren.

Om vi så havde Danmarks bedste kok og brugte tusinder af kroner på et måltid, så ville der alligevel være en uoverstigelig kontrast til de store ord om nadveren.

Intet måltid kan være så himmelsk, at det rummer himlen.

Men det er ikke desto mindre det, nadveren med 1 gram brød uden smag og et par centiliter saft påstås at gøre.

 

 

*****

Teksterne til skærtorsdag sætter hver sin accent til de højstemte ord om nadveren.

Nadveren er velsignelsens bæger, hørte vi fra alteret.

Altså: I nadveren er velsignelsen.

Og på en måde forstår vi det: for brød og vin giver mennesker megen velsignelse.

Hvad er mere velsignet end – ja, et godt dansk rundstykke tilsat en kop friskbrygget kaffe?
Eller tænk på velsignelsen ved at spise et brød, der lige er taget ud af oven.

Men findes det brød eller den vin, der rummer himlens velsignelse?

Det er, hvad læsningen fra alteret påstår om nadveren.

Nadveren er velsignelsens bæger.

 

Den samme læsning kalder nadveren for fællesskab.

Og på en måde forstår vi det.

For er et måltid ikke også altid fællesskab?

Hvis vi vil have fællesskab med andre, inviterer vi på en kop kaffe eller på en middag.

Måltid er fællesskab.

Men findes det brød eller den vin, der giver os fællesskab med både Gud og med hinanden?

Det er, hvad læsningen fra alteret påstår, når den siger, at bægeret er fællesskab med Kristi blod.

At brødet er fællesskab med Kristi legeme.

Og derfor er vi ét legeme, et fællesskab i Kristus.

 

I evangeliet i dag kaldes nadveren for syndernes forladelse.

”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”

Hvordan kan det være muligt?

Giver det mening?

Hvordan kan en smule brød og lidt vin rumme intet mindre end Guds tilgivelse?

Men det er helt klart, hvad Jesus vil sige til sine disciple.

Han har lige sagt til dem: En af jer vil forråde mig.

Og da de alle svarer: Da vel ikke mig – så siger han: det er den, der dyppede i fadet med mig.

Og det gjorde forræderen Judas ganske vist.

Men alle de andre havde også gjort det.

Og Jesus ved, hvad der vil ske i natten: de vil alle løbe deres vej.

Han sidder og spiser med 12 forrædere.

Måske derfor er det vigtigt for ham at sige: Dette, mit blod, er syndernes forladelse.

Det er tilgivelse, for jer!

Og siden siges det igen og igen i nadverritualet: I den nat, hvor Jesus blev forrådt, tog han brødet.

Det skete dér, hvor 12 disciple på vores alles vegne forrådte Jesus.

For til alle disciple til alle tider at sige det: Dette måltid er tilgivelse til dig, der så ofte går dine egne veje

 

Men er det sandt?

Findes virkelig det måltid, der rummer himlens tilgivelse?

Det er, hvad ordene om nadveren påstår.

 

Og sådan kunne vi blive ved.

Jesus kalder også nadveren for pagtens blod.

Og dermed sammenligner han det med det blod, der reddede israelitterne fra døden, da dødens engel drog gennem Ægypten.

Altså: Som pagtsblodet reddede israelitterne fra døden, sådan redder nadveren os og giver evigt liv.

 

*****

Det er som om det svimler.

Et gram brød og et par centiliter saft på den ene side.

Alle de store ord på den anden side.

Velsignelse, fællesskab med Gud og med hinanden, tilgivelse, evigt liv.

Hvordan kan det hænge sammen?

Det kan kun hænge sammen, når skærtorsdag tænker sammen med langfredag.

Det kan kun hænge sammen, når nadveren er alt, hvad Jesu død betyder.

Men selv når det tages med, kan det så hænge sammen?

Det kan synes som en umulighed at få det til det til at hænge sammen, for os.

Men er det derfor en umulighed for Gud?

Grundtvig siger i den salme, som vi til sidst i dag synger nogle vers af:

O vidundertro,

du slår over dybet en gyngende bro.

 

Kan vidunder-troen også slå en bro – ikke en fast bro, ganske vist, men en gyngende bro.

Kan vidunder-troen slå en gyngende bro mellem nadverbrød og vin på den ene side og alle de store ord om nadveren?

 

*****

I den vidundertro indbyder vi denne skærtorsdag og hver helligdag til altergang.

Ikke fordi vi forstår det eller kan få tingene til at hænge sammen.

Men fordi vidunder-troen tror, at Gud er underets Gud.

Og på den gyngende grund håber, at Guds virkelighed kan møde os med alt det, han vil give os i nadveren.

Og lade himmel og jord nå hinanden.

Amen.