Skærtorsdag - 2. tekstrække

24 februar 2022

Indledende bemærkninger.
I teksten til Skærtorsdag er der et vers, som kunne stå som overskrift over hele påsken og alle dens begivenheder. Det er vers 1b: ” han havde elsket sine egne, som var i verden, og hans elskede dem indtil det sidste”. Det var hans kærlighed til hans egne, som fik ham til at indstifte nadveren skærtorsdag, og som dagen efter frivilligt førte ham ind i korsets offerdød. Og det var igen kærlighed til hans egne, som gjorde hans opstandelse påskemorgen til den helt store gave til netop dem, som er hans egne. Hele påsken er en uafbrudt udfoldelse af hans kærlighed til hans egne. Men nu kunne man naturligvis indvende, at påsken sigter langt videre end bare til dem, Jesus kalder for sine egne. Og det er sandt. Alle var med på Golgata, da han bar alles synder og betalte for hele den faldne menneskeslægt. Men sagen er, at alle påskens begivenheder sigter mod dette afgørende: at få så mange som overhovedet muligt til at blive hans egne, mens det endnu er nådetid. For kun dem, der ved dåb og tro bliver Jesu egne, får gavn af hans ofrende kærlighed. Det er det store mål, som alle påskens frelsesbegivenheder sigter imod: at flere skal blive Jesu egne, før klokken falder i slag, og alle omvendelsens frister er opbrugte, når han kommer igen. Og Jesus forudser, at hans offer og sejrrige opstandelse ikke vil være forgæves. En talløs skare vil være med, når han kommer og henter sine hjem. Som en talende bekræftelse på det, kan der henvises til de ord, Jesus sagde til Paulus, da han kom til den hedenske by Korinth, hvor mulighederne for hans gerning syntes så små og tvivlsomme: ”Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by” (ApG 18,9b-10).  Jesus så altså også dér det kommende folk, som ville blive vundet gennem evangeliets forkyndelse. Derfor siger Joh Åb om de frelste, der står foran Guds trone, at det var en stor skare, som ingen kunne tælle (Åb 7,9).

 

 

Overvejelser over forkyndelsen af teksten til Skærtorsdag.
Når det gælder forkyndelsen skærtorsdag over teksten for 2. tekstrække, er der den iøjnefaldende vanskelighed, at teksten ikke handler om det, både præst og menighed venter af en prædiken på denne helligdag. Forventningen til prædikenen er selvsagt, at den handler om nadveren. Men det taler teksten altså ikke om. Der er ingen henvisninger til nadveren i teksten. Man kunne så gøre det, som altid er legitimt: at henvise til og inddrage en af de tekster, der har lydt fra alteret, i dette tilfælde epistelteksten i 1 Kor 11,23-26.
Men det vil ikke være rigtigt at holde en decideret prædiken om nadveren, hvor man så forbigår den tekst, der skulle prædikes over og i stedet vælger epistelteksten. Det er da heller ikke nødvendigt at gribe til denne nødløsning. For selv om teksten ikke handler om nadveren, så har den alligevel en tydeligt forbindelse med nadveren og dens indstiftelse. Vores tekst til Skærtorsdag er jo Jesu nadverforberedelse. Gennem tekstens ord forbereder Jesus sine disciple til nadverens måltid. Og det er da en særdeles relevant og tekstnær brug af teksten, at bruge den som menighedens forberedelse til om lidt at knæle ved nadverbordet og få del i den samme gave, som de første disciple modtog skærtorsdag aften.

 

 

Kortfattet prædiken – Tema: Nadverforberedelse.
Situationen ridses op: Gæstesalen er stillet til rådighed – Påskemåltidet er forberedt: olielamperne tændt – påskelammet tilberedt med bitre urter – de usyrede brød og vinen er til stede. Og så går Jesus og hans disciple til bords. Alt var rede, og alligevel manglede der noget: Ingen af disciplene ville påtage sig den ringeste slavetjeneste, der hørte sig til: at vaske gæsternes fødder. Men da rejser Jesus sig og vasker disciplenes fødder. Gennem denne handling og de ord, han knyttede til, bereder Jesus sine disciple til at være hans første nadvergæster. Så vi misbruger ikke teksten, når vi lader den berede os til om lidt at knæle ved Herrens bord. Det er jo netop det, som er tekstens oprindelige mening.
Hvordan bereder Jesus så denne første skærtorsdagsaften sine apostle til deres første altergang?
1: Allerførst lader han dem opleve deres egen uværdighed.  Hvor blev deres hovmod og følen sig store dog ynkelig og smertelig, da mesteren knælede ned med vaskefadet og linnedklædet og gjorde det, som ingen af dem ville bekvemme sig til at gøre. Hans tjenende kærlighed brændemærkede deres dumstolthed og hovmod. Det samme sker med os i mødet med hans kærlighed. Den afslører også os og viser os,  at vi er uværdige nadvergæster. Hvor lidt vi dog ligner ham! Vi er ham ikke værd. Til nadverbordet kommer man ikke struttende af selvfølelse, men som dem, der ikke har fortjent at blive modtaget ved hans bord.
2: Men i samme åndedrag gør han det virkeligt for os, at det, som Johannes sagde om hans kærlighed til disse uværdige mænd, der var hans første nadvergæster, gælder også os: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”. Han er endnu den samme, han, der i sin kærlighed byder os til sit gavebord. Han er iblandt os med den samme uforklarlige og grundløse kærlighed. Det er den gyldne sol, der oplyser hvert eneste nadverbord i verden. Det er hans kærlighed, der gør det trygt og godt for en afsløret og dømt discipel at følge hans indbydelse og komme til nadverbordet for dér at være sammen med synderes ven og få hans gaver.
3: Det næste, der kommer os til hjælp som beredelse til at gå til alters, er Jesu ord til Peter: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Så skal vi altså ikke forstå eller begribe for at gå til alters. Det er ikke nødvendigt at kunne gøre tilfredsstillende rede for, hvad nadveren er og rummer. Nok, at han har indbudt os, han der ser til bunds i alle ting og ved, hvad han gør, når han siger: ”tag dette og spis det – drik alle heraf”. Så kommer vi på Jesu befaling for at få del i det, der overgår al forstand – altså overgår al vores forstand. Han ved bedst, hvad vi trænger til for at blive bevaret hos ham. Så går vi ikke til alters, fordi vi forstår det, men fordi han forstår det – han, som elsker os og vil knytte os tæt til sig. Han forstår det. Og han siger, at det er nødvendigt for os at gå til alters. Det kommer så stærkt frem, da Jesus svarer Peter på hans indvending mod, at Mesteren skal vaske hans fødder: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”. Det er det selvhjulpne og selvrådige hos Peter og hos os, som Jesus her går i rette med. For intet er så livsfarligt for et menneske at slæbe med sig ind i sit forhold til Jesus end netop dette: selvrådighed og selvhjulpenhed. Derfor sagde Jesus de alvorlige ord: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”
4: Men de ord kaster også et vidunderligt lys ind over den herlighed, der møder os i nadveren. Vi får hans legeme og blod og dermed del i det offer, han har bragt langfredag. Nadveren er en uundværlig hjælp til at blive inde under det forsoningsblod, der renser os for al synd – også den synd, som netop nu gør det så svært at tro, at jeg virkelig er hans. Og så siger Jesu ord til Peter også til os, at alle dem, han vasker rene for synd, har lod og del sammen med ham. Han holder altså intet tilbage af alt det, han har, når alt, hvad der skiller, er taget bort.
Lod og del sammen med Jesus: Så har vi barnekår hos Gud. Også vi må kalde Gud med fader-navn, akkurat sådan som Jesus selv gjorde det senere den aften, da han i Getsemane have bad til Gud og sagde Abba: Fader.
Lod og del sammen med Jesus: det betyder også, at så ejer vi Guds nærhed under alle forhold. Han sagde jo sådan om sig selv: ”Han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene” (Joh 8,29). Den herlighed deler han med os. Så skal vi ikke på noget tidspunkt fryse i den kulde, der er dér, hvor Gud er borte. Han lader heller ikke os alene. Guds omsorg vil omslutte hele vor livsvandring og være til stede i alt, hvad der møder os.
Lod og del sammen med Jesus: så får vi også del i hans hjem hos Gud. Jesus sagde jo selv den aften, at han går bort for at berede os en plads i faderhuset med de mange boliger. Nadverens brød og vin er os et stadigt pant på, at dér skal også vi hen, når vandringen på denne jord er forbi.

 

Så er nadveren da gavernes gave. Noget større kan ikke tænkes end at få lod og del sammen med Guds egen søn. Så hører nadveren og lovsangen sammen. Det kunne f. eks. markeres ved efter nadveren at synge nr. 471: ”O glædelig dag”.