Trinitatis søndag - 2. tekstrække

17 april 2022

Vi er nu nået frem til afslutningen på den festlige del af kirkeåret, hvor trinitatis søndag står som en markeret afslutning på forløbet med de tre store højtider, jul, påske og pinse. Hver enkel fest kan tillægges en af personerne i treenigheden: I julen gav Faderen os sin enbårne søn, i påsken døde og opstod Sønnen for os, og i pinsen kom Helligånden over apostlene med Guds kraft.
Prædiketeksten til denne Helligtrefoldigheds dag er missionsbefalingen, også kaldet dåbsbefalingen, det sidste afsnit i Matthæus-evangeliet. Det er den magtfulde afsked Jesus tager med sine apostle. I evangeliet er det kulminationen af den myndighed, som vi flere gange ser Jesus optræde med, f.eks. i Bjergprædikenen, jævnfør skarernes reaktion bagefter (Mat. 7,28-29).
Nu efter opstandelsen viser Jesus sig at have verdensherredømmet, som han ellers fik tilbudt af Djævelen, da han blev fristet/prøvet i ørkenen forud for sin offentlige fremtræden som prædikant og helbreder (Mat. 4,8-9). Jesus havde ret til alle verdens riger, men det var ikke ligegyldigt, hvem der gav ham det! Nu hvor Jesus fuldt ud har gjort sin fars vilje (et gennemgående og meget vigtigt tema hos Matthæus) og har fuldført frelsesværket, kan han indtage sædet ved Faderens højre hånd. Gud har kronet ham som verdens konge, og derfor kan Jesus med fuld ret sige de velkendte ord: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Det er klart nok en opfyldelse af profetien i Sl. 2: “Jeg har indsat min konge … På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod.” (V. 6a.8).
På denne baggrund kalder Jesus sine disciple til at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple. Det skal de gøre ved både at døbe og lære dem, og Jesus knytter det vidunderlige løfte til sin befaling, at han så vil være med dem alle dage indtil verdens ende.
Udgangspunktet i prædikenen må denne dag være at pege på Kristus som kongernes konge og herrernes herre, der nu efter himmelfarten har tiltrådt verdensherredømmet. Der må også stadig lyde et kald til at følge hans befaling til at være i mission. Her er talen om alle folkeslagene en god anledning til at lade kaldet lyde til ydre mission. Man kan også passende gøre rede for hvad det vil sige at være døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Samtidig vil det være rimeligt at tale om hvad det indebærer at holde, hvad Jesus har befalet. Over det hele skal hans løfte lyse som en strålende stjerne. At Gud altid er med os og hos os er jo en gennemgående tanke i hele Bibelen.

 

Salmer:
9    Den klassiske lovsang “Te deum”, der sammenfatter den bibelske frelseshistorie. Hvis man foretrækker en kortere salme, kunne 312 være et godt forslag. Ellers er 368 også værd at overveje, bl.a. pga. talen om alle tre fester: “påske og pinse udsprang af jul” i v. 3
360 En pragtfuld, trinitarisk lovprisning, hvor v. 2 i nogle kirker bruges som fast gloria-led
464 Da hvert vers slutter med halleluja, er det en passende salme på denne plads, idet det er liturgisk tradition at synge halleluja før evangelielæsningen. Brorson har her en prægtig skildring af den treenige Guds frelsesværk

276 En storslået lovprisning af den store konges mission (Alternativt kan bruges 222)
6    En kort og god, trinitarisk takkesalme til afslutning ( 11 vil også være velegnet på dette sted)