Trinitatis søndag - 2. tekstrække

17 april 2022

Speaker: Helge Maagaard

Tema

”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige” (DDS 318) var min indgangslinje sidst jeg prædikede på Trinitatis søndag. Og jeg synes, denne salme slår søndagens tema fint an, både mht. dens navn i kirkeårets cyklus, og mht. prædikentemaer i søndagens tekster og i evangeliet fra Mattæus evangeliet (se videre salmeovervejelser i slutningen af vejledningen).

 

 

Kirkeåret

Trinitatis søndag burde vel egentlig være en større fest end både jul, påske, og pinse, fordi det på en måde er Gud i tredje potens eller alle tre højtiders hændelser, vi fejrer på en gang.

Samtidig markerer søndagen, at nu skal arbejdstøjet eller discipelskabstøjet på i den lange række af trinitatissøndage, forstået som vandringen med/i ordet, eller med den treenige Gud imellem os. Det drejer sig om at holde alt det, som han har befalet os. Dvs. at øve os i Gudsrigets liv med hinanden og med den(vor) treenige Gud, – at øve os på at leve inkarnatorisk (hvis det ord ellers eksisterer).

Jeg synes, det er vigtigt at forsøge at prædike i sammenhæng med hensigten for Gudstjenesten, herunder hvem vi forventer, der kommer. Er der ikke-kirke- vante mennesker til stede? Er der mest mennesker mellem 60++ eller konfirmander også – osv. Eller er det til den vanlige og trofaste gruppe af kirkegængere?

 

Jeg søger også at have en ting hver gang, som ikke er det samme – planlagt – om det så er nok så lille en ting – i forbindelse med prædiken og kirkebøn – eller på et andet tidspunkt i gudstjenesten. Eller måske som et aktuelt relevant indslag (evt. ved andre). Men det kan også være ved at forsøge en måske lidt skæv tilgang eller måde at sige en ting på i prædikenen. Jeg kommer heller ikke altid med helt færdige svar, men bruger spørgsmål eller uafsluttethed m.h.p. at spille bolden over på den anden side hos tilhøreren. Jesus spillede ofte bolden tilbage eller over på den andens banehalvdel, inden han evt. sluttede af eller handlede med fx helbredelse eller tilgivelse eller en undervisende fortælling.

 

 

Prædikenansatser

Min brainstorm bragte mig videre herhen med mulige temaer:

 

– discipelskab og efterfølgelse.

Det kunne evt. være første gang i rækken af nogle temaer, som ligger inden for dette tema. Discipelskab som stadig øvelse i Guds rigets liv, som er det liv, Gud har givet og giver os i pagten.

 

– treenigheden

at ære, prise og tilbede Fader, Søn og Heligånd – hvordan ser det ud? ”Koinonia”, delt og inderligt fællesskab i treenigheden som forbillede for fælles liv i de helliges fællesskab, og herunder om det at leve i en pagts relation med Gud, treenigheden. En mere undervisende udgave kunne inddrage spørgsmål om, at Gud som treenighed er svært at forstå, måske en korsfæstelse for tanken – eller bare meget bedre – sat i forhold til Islam, Jehovas vidner og eller andre opfattelser af Gud.

 

– evangelisation og mission

dvs. om kirkens og vores ’sendelse’ Der kunne tales med motivet ”motivation”, dvs. hvorfor skal vi bringe evangeliet – og ikke mindst hvordan gør ”vi” det her i vores sogn og kirke, og i mit liv? Og herunder kan inddrages de 4 almagtsbegreber fra evangeliet om ’al magt’, ’at holde alt’, ’alle folkeslag’ og ’alle dage’.

 

– Kirken – som 3. trosartikel.

Herunder kan både discipelskab og sendelse holdes sammen, m.fl. temaer, fordi det handler om, hvordan vi er kirke som fællesskab med en tro på Guds tilgivelse og med det evige liv som perspektiv. Hvad betyder det for os at leve som kristne med hinanden, Gud og i verden. Hvad er autentisk fællesskab her? (autentisk: som at elske Herren din Gud af hele dit hjerte etc. – ikke bare en følelse). Dvs. Gudsrigets liv både allerede og endnu ikke.

 

– kirkens formålsparagraf

kan være et tema i sammenhæng med ovennævnte

Diverse små temaer: magt (exousia), hvad er det – og hvordan? Har Gud al magt?; at døbe, at lære at holde, hvad kræver mest? – alle dage…

 

– Jesus forlod dem

om at slutte af, tage afsked. At gøre det ordentligt, at sige (repetere) det vigtige på falderebet, som man vil give videre.

 

 

Uddrag fra prædiken

holdt en gang i begyndelsen af årtusindet i jysk provinsby for aldersmæssigt varieret gruppe, herunder faste kirkegængere og folk til dåb. Mine prædikener kan godt ’se’ noget anderledes ud end min tekst, fordi jeg udfolder mere eller mindre end det, som står. Prædikener skal som bekendt høres.

’ Guds søn [har Stiftet] på jorden et åndeligt rige

[og] Skaber og danner et kongeligt folk sig tillige’ (DDS 276,1)

 

 

Og derom handler også dagens prædikentekst, som vi kunne kalde kirkens formålsparagraf. For kirken er det redskab, hvorigennem Gud ønsker at være til stede i verden og at kommunikere med mennesker. Ikke som bygninger og mursten, men som mennesker, der midt i ørknen har fundet en oase med livgivende vand.

Midt i en tid, hvor traditionelle strukturer og sammenhænge i samfund og familie og opfattelsen af liv forandres og bryder sammen, er et sted ligesom et hus, hvor vi kan flytte ind og få bygget vore livshuse forfra en gang til og igen. Guds Rige.

Det er mennesker der har fået noget uendeligt værdifuldt givet, og som ønsker at give dette videre, som de selv har modtaget. Ja – det kan næsten ikke lade sig gøre at skjule det. For det er som med en by der ligger på et bjerg – den kan ikke skjules. Som en skøn juvel, der ikke kan skjules.

Her et afsnit om at være kongens folk (med ministerier og ministre), et kongeligt folk og med henvisning til pinsedagens begivenhed og betydning.

Her reference til evangelieteksten om Jesus møde med mennesker og som optakt til næste afsnit.

Og jeg vil gerne trække en anden typisk pointe frem fra evangelierne, og at mennesker mødte denne Jesus: først så de ham. ”Sansen” at se. De så, hvad han gjorde, så ham. Derefter reagerede de. De tilbad, nogle tvivlede – og evangelierne beretter også om mennesker, der gik væk, blev vrede på ham og skældte Jesus ud. Hele skalaen findes/fandtes. Som den også findes hos mennesker og os anno 2006. Hos disciplene og mange blev det tilbedelse. De så, at Gud var med denne mand fra Nazareth.

 

 

* Peter, da han fanger de mange fisk – falder på knæ for Jesus.

**Vi kan tænke på Maria, der ofrede den kostbare salve på Jesus, eller kvinden, der knælende vædede Jesu føder med sine tårer og tørrede hans føder med sit hår. Hun elskede meget, fordi hun havde fået meget tilgivet. Og sådan kunne vi blive ved.

Det, der kendetegnede disciplene, efterfølgerne og de kristne var denne optagethed, tilbedelse af Gud og en konge, Kristus. Og at der var mange forskellige individuelle historier og udtryk herfor. Den enkeltes historie blev vævet ind i Guds historie og mødet med Jesus Kristus. De fik deres liv i ham.

(Her: gerne supplere med en egen oplevet beretning eller referer en andens nutidig)

Og mennesker kunne mærke og se dette, deres tro på Jesus. De havde noget, som mange gerne ville have del i. Når vi og vores kirker kan synes at mangle passion, lidenskab og lidt galskab – fristes man til at tænke: har det da noget at gøre med vores optagethed eller tilbedelse af Jesus Kristus?

Det kunne være en udfordring til os om, hvordan vi oplever og praktiserer tilbedelse (Som prioritering? Som planlægning?). Hvad er det for os? Hvordan ser tilbedelse ud i dit og mit liv, vores fællesskabs liv: ord, attitude, krop, handling (sammenlign med fx fodbold – VM 2006)

 

 

Kan vi selv, eller har vi virkelig brug for Gud og hans kærlighed, for nåden, Jesus betalte en høj pris for, – og for fællesskabet i Helligånden med hinanden? (apostoliske velsignelse)

Er vi selv blevet ’disciplet’, gjort til disciple?  – har vi nok brug for Gud? For spørgsmålet bliver nærliggende om vi er nok optaget af ham (treenige Gud) – til, at det for os og hver enkelt bliver til kommunikation med vore liv om ham, der har skabt alle ting og som har sendt os.

Vi må give plads til og vove at lade livsudsagn, passionerede, og passioneret, være til stede i blandt os. Fordi sådanne delte og fortalte livsudsagn, som i evangelierne fortæller og demonstrerer – også for os anno 2006, hvordan Jesu ord kan blive levet ud. Vi må tillade at vi bliver engageret, optaget og endda begejstret – og at nogle bliver det mere end andre fra tid til anden. For vore liv er jo både i med- og modgang. Vi kunne kalde det kirke med varme fællesskaber og kirker med smittende kristendom.

De mennesker kunne ikke lade være med at fortælle om det, de havde set og hørt. Bemærk gerne, hvor meget det at fortælle livsudsagn om oplevelser eller mødet med Gud fylder i Ny Testamente. Gud blev en del af den enkeltes historie.

Dåbspagten også som det at kunne sætte ord på, fortælle sin historie om, hvad er Gud for mig. Det handler om at høre til, at tilhøre og være indpodet i livsfællesskab med Kristus, både med hans død og hans opstandelse. Hvordan oplever jeg/vi Gud. Om at have livsudsagn og også at bruge ord.

Har vi brug for en Gud, der blander sig – eller går det i grunden godt nok – eller bedre uden? HÅ, 3. artikel og trinitatis er, at vi både som enkeltpersoner og i fællesskab søger at leve med og i kongens ord, at tro og forstå vore liv derudaf. At vi også bliver lidt fromme sammen. Det er dér i dette fællesskab, at Gud skaber og danner sig et kongeligt folk.

 

 

(Andre) salmeforslag

317                Livets fylde, glædens glans

299                Ånd over ånder

318                Stiftet Guds søn

403                Denne er dagen som Herren har gjort

356                Almagts Gud velsignet vær

400                Så vældigt det mødte (hvis man har dåb eller taler med udgangspunkt i pagtsforholdet)