Trinitatis søndag - 2. tekstrække

17 april 2022

Kirkeåret
Nu har vi forladt festhalvåret og er på vej ind i det festløse halvår med den lange række af trinitatissøndage – kun afbrudt af Alle helgen.
Trinitatis er egentlig en festsøndag, i hvert fald hvad angår indhold, for her får vi lov at forkynde på den allerstærkeste baggrund. Først og fremmest Jesu fuldbragte værk på Golgatha, og Guds stadfæstelse af forsonergerningen ved at oprejse Jesus fra de døde påskemorgen. Og Det nye Testamente siger, at det skal forkyndes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme (Matt 24,14). Ja, hvad skal der forkyndes? At vi er købt tilbage til Gud, og at prisen er betalt med Kristi dyrebare blod, som med blodet af et lam, uden plet og lyde, 1 Pet 1,19. Esajas 49,1-6

 

I denne anden sang om Herrens lidende tjener henvender tjeneren sig i første person ental (”mig”) til ”de fjerne øer”. Han taler om sit mandat og sin rolle i verdenshistorien. Senere taler Gud til sin tjener, om hvilke opgaver, han vil give ham. Vil du læse mere om dette, så læs ”Du er dyrebar i Herrens øyne”, v/ Egil Grandhagen, Lunde Forlag 1996.

 

 

Ef 1,3-14
Efter at have fortalt læserne, hvem afsenderen er, og fortalt, hvad der er hans bevæggrund, følger en lovprisning af Guds frelsesplan, som netop er vores tekst. Fra min tid på Luthersk Missionsforenings Højskole husker jeg, at bibelskolens grand old man, Marius Jørgensen, fortalte os, at det er det længste skriftafsnit i Det nye Testamente uden noget punktum. Jfr.: Det, hjertet er fyldt af, løber munden over med. Ellers lægger jeg mærke til, at stykket handler om, at i Kristus mangler intet, hverken åndelig velsignelse, udvælgelse, benådning, forudbestemmelse eller forløsning.

 

 

Matt 28,16-20
Afsnittet er særstof hos Matthæus, så der er ikke noget at hente ved sammenligning med de andre. Til gengæld er der så meget at hente i selve indholdet. Det er sikkert derfor, afsnittet har fået så mange forskellige navne, gående på det indholdsmæssige: Dåbsbefalingen, discipelbefalingen, missionsbefalingen.
Matthæus` anliggende er ikke, om det rent faktisk har fundet sted. Langt mere er det, hvad Jesu befaling derude på himmelfartens bjerg betød for Guds kirke på jorden.
Kai Kjær-Hansen nævner i sin kommentar fra Det danske Bibelselskab, at 1) befalingen gives i lyset af, at Jesus har overvundet døden. 2) befalingen gives i skyggen af, at tolvtemanden (Judas) ikke længere er med. 3) Befalingen gives også til dem af hans disciple, som stadig tvivler.
Det er tankevækkende, at Jesus betror så mægtig en opgave til disciplene, der i afgørende stund svigtede, for at beskytte dem selv. Det er på den anden side set også tankevækkende, at disciplene ikke rystede ved at tage opgaven på sig.
Det, der indholdsmæssigt er det vigtigste, er de fire gang al/alle/alt/alle.

 

A) ”Al magt” . Jesus havde magt, og hans magt blev ikke brugt på at sætte ham selv i højsædet, men brugt på at være frelser og prise sin Gud, jfr. doksologien i Fader vor. Hans egen magt var givet ham ovenfra. Nu er han der som den opstandne, han er der som Guds sendebud og verdens frelser, og så vil han give magten videre. Han vil ”låne” disciplene magt, ikke som når en ung knøs låner sine forældres fede slæde og kører vildt, men for at de, der har fået livet, skal møde det fantastiske, at på trods af syndighed er frelse mulig. Dertil kommer, at de, der har denne herlige tjeneste at viderebringe evangeliet, får lov at stå i tjenesten i en andens navn.
B) ”Alle folkeslag”. Aldrig tidligere har en flok mennesker fået så stor en befaling. Dermed er begrænsningen, som Jesus selv havde i sit virke, sprunget (10,5 + 15,24). Alligevel har den universelle tanke flere gange været fremme (2,1 + 8,5ff + 16,26ff).
C) ”At holde alt”. Jesu disciple skal ikke opfinde et nyt evangelium, men viderebringe det, som de selv har modtaget. (Jfr. 1 Kor 11,23 + Kol 2,6 + 1 Tim 1,15)
D) ”Alle dage” Aldrig vil hans disciple stå i den situation, at de står alene med opgaven. Frelseren har fortalt dem, hvad de skal forkynde. Niels Ove Vigilius, DBIs grundlægger, havde en vending: ”Vi er sat til at sige det efter, som Han har sagt for”. Det er det, der virker, fordi det kommer fra en, der har magt – stadigvæk.

 

 

Midlet i forkyndelsen er dåben, og det indbefatter selvfølgelig også ordet, da en ret dåb udgøres af vandet og ordet.
Der er således mange aspekter, der kan anspore til en prædiken. Hvis jeg selv skulle prædike, ville jeg opmuntre og tilskynde til at være med i udbredelsen af evangeliet både i sognets arbejde og i en fuldtidstjeneste. Det er en skøn opgave. Om den også kan være tung indimellem, så lærte Frank Jacobsen mig i sin tid, at præsteløftet er vigtigt at holde sig for øje.

Jfr. også Luthers sakristibøn: ”Herre Gud, kære Fader i himlen … Jeg er i sandhed uværdig til det embede og den tjeneste, hvorved jeg skal forkynde Din herlighed og nære og tjene denne menighed.
Men siden Du har kaldet mig til at være hyrde og lærer, og siden folket behøver forkyndelse og vejledning, vær Du da selv min Hjælper og lad Dine hellige engle tjene mig. Hvis det da behager Dig at udrette noget gennem mig, til Din ære og ikke til min, ej heller menneskers pris, giv mig da af Din store nåde og barmhjertighed ret at forstå Dit ord og forvalte det ret.
O Herre Jesus Kristus, Du den levende Guds Søn, Du sjælenes Hyrde og Tilsynsmand, send Din Hellige Ånd, at Han må virke i mig, ja, at Han må virke i mig at ville og at virke ved Din guddommelige magt efter Din gode vilje. AMEN”