Et menighedsråd i Høsterkøb har for egen regning (eller dvs. for skatteydernes penge!) sendt en bog rundt til alle præster, menighedsråd og kirkelige uddannelsesinstitutioner.
Det har menighedsrådet gjort, fordi de mener at have knækket koden til hvordan man sender folkekirken i den helt rigtige retning.
Men der er noget helt grundlæggende galt med de præmisser og forudsætninger, som ligger bag Høsterkøb menighedsråds visioner og metoder.
Og så er der tilmed tale om et menighedsråd som er opstået på baggrund af et lokalt oprør, hvor det endte med, at man delte sognet i to.
Her er min relativt lange kommentar til såvel bogen som det at arbejde med en kirkes visioner.
Kommentaren begynder med et nyligt modtaget brev fra min egen biskop:

Jeg er taknemmelig for, at min biskop for nylig sendte en skrivelse rundt til alle præster og menighedsråd i Viborg Stift, vedrørende debatten omkring dåb. Skrivelsen ligger på ”DAP’en”, og handler om den fornyelse af dåben og dåbsteologien som debatteres og som især lektor Lars Sandbeck har udtalt sig ganske kraftigt omkring.
Viborg Stifts biskop har i den anledning valgt at sende en rundskrivelse. Den slags rundskrivelser til alle – som svarer til at du i dit mailprogram klikker på Send til alle i dit adressekartotek – har karakter af et ”hyrdebrev.”

Jeg er taknemmelig for det, min biskop skrev i sit brev til alle os i Viborg Stift, for her gør han det klart, at der er endog store udfordringer med det opgør med dåbsteologien – og den lutherske teologi i det hele taget – som lektor Lars Sandbeck har gang i.
Sandbeck argumenterer bl.a. for, at der skal laves om på centrale dele af den lutherske dåbsteologi fordi den er meget langt fra den forståelse af synd og frelse og langt fra det gudsbillede, som de fleste præster i folkekirken og mennesker i almindelighed i dag kan finde mening i.
Til dette svarer biskop Henrik Stubkjær, i sit skriv til os alle i Viborg Stift, at ”det er afgørende, at vi i vores dåbsteologi ikke afskaffer begrebet ’arvesynd’ – eller som jeg vil foretrække at udtrykke det: Synden som et grundvilkår for ethvert menneske, der lever i verden. Endvidere er det afgørende, at vi fastholder frelsens nødvendighed.”

Jeg er taknemmelig, når min chef – biskoppen – kommenterer sådanne sager. Og jeg er taknemmelig for, at han dermed gør det klart, at hvad vi tror og hvilken teologi vi har som fundament for, hvordan vi er kirke, ikke er ligegyldig.
Det er ellers et blandet indtryk man får, når man hører fra rundt omkring i landet, når menighedsråd søger nye præster: På den ene side kan man høre menighedsrådsmedlemmer sige, at hvad præstens teologi konkret består i, er ligegyldig. Hans eller hendes teologi kan da være lige så god som de andre ansøgeres.
På den anden side opdager man, at det er noget vrøvl, for hvis der skulle dukke ansøgere op som fx har en klassisk bibelsk eller klassisk luthersk holdning til spørgsmålet om frelse og fortabelse, Bibelen som Guds åbenbarede ord, vielse af homoseksuelle, osv., så opdager man, at teologi alligevel betyder rigtig-rigtig meget, for så reagerer visse menighedsråd prompte.

Derfor ville jeg ønske, at enhver samtale ude i landets menighedsråd om visioner for Folkekirken altid ville begynde der, hvor sådan en visionssamtale bør begynde, nemlig med spørgsmålet:
Jamen, hvad siger Bibelen om kirke?
Der, hvor det hele begyndte… dem, hvis skuldre vi står på…
De skrifter, som vi i den lutherske Folkekirke faktisk stadig er forpligtede på, hvad siger de om at være kirke?
Det kan godt være, at tiden og samfundet ændrer sig. Det er der ikke noget nyt i. Men vi har et fundament, og lad os tage samtalen om vores lokale Folkekirkes vision med udgangspunkt i dét.

Teologi og bibelsyn og bibellæsning betyder rigtig meget.

Det opdager man også, når man læser i den lille bog, der netop her i februar 2019 er rundsendt til alle landets præster og menighedsråd.
Det er Høsterkøb menighedsråd, som også har klikket på ”Send til alle”-knappen, i form af bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke. For og af folket – Høsterkøb eksemplet.”
Her opdager man hurtigt hvad det betyder at have et teologisk fundament. Og her opdager man hvordan en kirke kan ende med at blive afteologiseret og folkeliggjort – læs: verdsliggjort – hvis man følger Høsterkøb-eksemplet.

Formanden for Høsterkøb menighedsråd indleder med at smide et ordentligt læs (bibelsk og luthersk) teologi overbord. Så er man jo ligesom godt rustet til at læse resten af bogen, vel vidende at den har et folkeligt, ja nærmest ateistisk grundlag. Formand Peter Gerlach Hansen skriver således:
Jeg behøver ikke skrive under på opstandelser, jomfrufødsler og uforståelige trosbekendelser for at komme i kirken. Både bibelen og trosbekendelsen er menneskeskabte ord og regler, ikke dogmer. Jeg kan komme i kirken, fordi det forstærker mine værdier, og fordi det lærer mig noget om at være et menneske blandt andre mennesker i et fællesskab.”

Længere inde i bogen kan man læse:
Billedet af Jesus, som svæver gennem skyerne med åbne arme og omgivet af lys, tilhører en anden tidsalder. Det samme gør et sprog med konstante referencer til Jesus, Gud og bibelen.”

Et andet sted i bogen står der følgende kommentar til dem, som måtte mene, at ægteskabet er mellem mand og kvinde:
For det moderne menneske tramper den slags fordomme på mange af vore værdier og er en sikker måde at kaste kirken århundreder tilbage.”

Så vidt spørgsmålet om, hvor meget teologi og bibelsyn betyder i en visionsproces. Førstnævnte brev fra Viborg Stifts biskop bekræfter, at det betyder rigtig meget.
Og bogen fra Høsterkøb menighedsråd indeholder altså flere steder en afvisning af sådan helt almindelig bibelsk, evangelisk-luthersk kristendom.
I en sådan grad, at det forhåbentlig – ude blandt de menighedsråd der får læst bogen – giver anledning til at stille spørgsmålet: Fornyelse, jo tak, men på hvilket grundlag?

I og for sig er det meste af resten af bogen ganske harmløs.
Historien er fortalt før, fra andre sogne i Danmark.
Den er også fortalt fra andre valgmenigheder, frimenigheder og frikirker i Danmark.
Historien om den nærværende, empatiske præst.
Historien om evnen til kommunikativt at være til stede i tiden.
Historien om dialog med lokalsamfundet.
Historien om samarbejde mellem sognekirke og sogneforeninger.

Det er der, sådan set, ikke noget nyt i.
Der er masser af andre lokale kirker i Danmark, som udgiver materialer og holder visionskonferencer, fordi de har oplevet en lokal succes som kirke.
Og jeg kan egentlig kun sige: Tag og besøg en af dem, i stedet.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Høsterkøb menighedsråds bog først og fremmest handler om højmessen. De skriver, at:
Man kan lave højmesser, folk har lyst til at komme til, og de er den rette kerneydelse for folkekirken. Foredrag, koncerter mm. er ikke nødvendige, men det kræver tålmodighed at opbygge en velbesøgt højmesse, og det stiller krav til både præstens evne til at kommunikere og musikernes evne til at kunne et moderne repertoire. Til gengæld skaber højmessens regelmæssige samvær et fællesskab og en glæde og forståelse omkring vores fælles værdier, som andre sammenkomster ikke kan.”

Det er i dén grad prisværdigt, at Høsterkøb er så glade for søndagens gudstjeneste. Det er prisværdigt, at man gerne vil have gudstjenesten som samlingspunkt og lade den være stedet for fællesskab, glæde og forståelse.
Det er klart, at her knytter Høsterkøb til ved den meget folkekirkelige tænkning at ”højmessen er Folkekirkens kerneydelse.”
Men nu er højmessen ikke Kirkens (med stort K) kerneydelse; det fremgår sådan set klart nok af kildematerialet (Bibelen); i Bibelen er der på ingen måde tale om kerneydelser, men om et dagligt liv i vandring med og lydighed mod Jesus som vores frelser og herre; dvs. den daglige gudstjeneste. Men i en statsstyret enhed som Folkekirken er det klart, at her må der være en ydelse til folket, og det er altså blevet højmessen.

Besøger man andre af de mange kirker, som har oplevet stor tilgang eller ”succes”, så er det ikke søndagens gudstjeneste, der er en masse fornyende at sige om. Det er interessant, at langt de fleste af de kirker, som rundt i landet – og i verden i øvrigt – oplever succes og oplever stor tilgang af medlemmer, først og fremmest ved deres visionskonferencer fortæller om hvor vigtigt det er med de små fællesskaber i dagligdagen: Cellegrupperne, netværksgrupperne, de nådegavebaserede grupper, ja, den ”cellestruktur” som i bund og grund stammer fra Ny Testamentes forståelse af menigheden.

Høsterkøb menighedsråd lægger i deres bog vægt på, at Folkekirken skal være ”af folket.” I deres konkrete tilfælde betyder det, at de har spurgt: Hvad synes du, almindelige lokaltboende dansker, at en kirke skal være?
Og spørger man sådan, så skulle man tro, at det gav svar i øst og vest, men følger man med i den folkekirkelige debat for øjeblikket, så er det egentlig ret så ensrettede svar, man får fra den folkelige stemning:
Det skal være rart, nærværende, nutidigt og uden alle de omklamrende referencer til Gud og Jesus og Helligånden og Bibelen hele tiden. Og præsten skal være synlig og tale et sprog, vi forstår.

Jeg vil sige, at bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke” fortæller om et kirke-eksperiment, som uden tvivl er lige efter tidens ønsker og behov.
Men nyskabende er det egentlig ikke. Masser af andre kirker arbejder med det (og på et holdbart fundament).
Og kristendom er det heller ikke. Snarere, som det flere gange fremgår i bogen, et bud på hvordan ateister vil kunne finde Folkekirken tiltrækkende. Uden, vel at mærke, at holde op med at være ateister.
Det er her også værd at bemærke, at bogen – eller rettere: den kirke, bogen fortæller om – er blevet til på baggrund af et oprør. Man fik simpelthen så mange tilhængere af den nye præsts måde at lave kirke på til at stille op til menighedsrådsvalg, at det lykkedes at gennemføre en deling af sognet.
Så et folkeligt oprør og en deling af sognet måtte der til.

Nyskabende er det ikke. Kristendom er det ikke.
Og så er det jo egentlig lidt lige meget, om folk synes deres præst i Høsterkøb er en guttermand – eller gutinde – for det synes mange også at diverse omsorgsfulde sygeplejere, venlige offentlige ansatte, sjove standup komikere, osv., er.
Det gør ikke Høsterkøb kirke til en kirke der er værd at efterligne.

Tværtimod, så må det, ligesom det har gjort efter Lars Sandbecks udtalelser om luthersk dåbsteologi, føre til, at man standser op og søger tilbage til grundlaget.
Tiden forandrer sig. Det er vi helt med på. Måden at kommunikere på forandrer sig. Det er vi helt med på, og vi gør vores bedste for at kommunikere evangeliet ind i tiden.
At vi også hos os, lokalt og i mange andre kirker, bruger jazz eller guitar og videoprojektor osv., gør os ikke hverken ”med på noderne” eller ”hippe.” Vi gør blot det, kirken altid har gjort, fordi den er i mission indtil Jesus kommer igen, nemlig at forkynde det sande, eviggyldige evangelium ind i den tid og den kultur, vi nu engang er midt i.

Der er som sagt skrevet mange andre materialer og der indbydes til visionskonferencer fra alle mulige kirker i Danmark. Nu også fra Høsterkøb menighedsråd.
Forskellen er bare, at den helt grundlæggende præmis og den totale mangel på bibelsk og teologisk ballast – og den enorme leflen for alt det, der både burde være selvfølgeligt i en kirke og som i øvrigt ikke er noget nyt – bør afholde dig fra at bruge eksemplerne fra Høsterkøb.

En kirke, som måtte gøre oprør og dele et sogn.

Det er lidt spøjst, at bogens afsluttende kapitel indledes med et citat af en af de missionsteologer, jeg har den allerstørste respekt for. Citatet er der ikke noget i vejen med, men jeg tvivler på, at han – Mogens S. Mogensen – vil bryde sig om at blive sat i sammenhæng med Høsterkøb.
Citatet lyder: ”På meget lang sigt tror jeg, det kan få konsekvenser for menneskesyn, etik og samfundsforståelse, hvis kristendommen mister sit tag i samfundet.”
Se, det har han jo ret i. Men mange af de udtalelser, der i øvrigt er i bogen fra Høsterkøb, vidner netop om et sted, hvor kristendommen – i sin klassiske, bibelske og lutherske form (uanset hvordan den så ellers formidles, med jazz eller orgelmusik) – har mistet sit tag i samfundet.

Hvis jeg må tillade mig at være sådan helt lokal, så lad mig i stedet anbefale dig at læse en af mine forgængeres glimrende bog, Carsten Haugaard Nielsens ”Ledelse i menigheden. Menighed og præst i verden midt imellem” (ProRex forlag).

Sognepræst Carsten Riis Jensen
Bøvling-Flynder-Møborg-Nees pastorat
8. februar 2019.