online nadver og gudstjeneste

For 21 år siden sad jeg og skrev sammen med en pensioneret præst i USA, som var syg og sengeliggende. Internettet var ganske anderledes dengang end i dag. Ingen mulighed for chat eller videoopkald. Bare tekst. Kun tekst.
Den pensionerede præst ledte en gruppe på omkring 30 personer, som også var sengeliggende, vidt forskellige steder i USA. De kaldte sig “Sunday Sidelined” og mødtes online, via tekstbeskeder og email, og havde gudstjeneste sammen. Præsten sendte bid for bid en liturgi ud, inklusiv små kommentarer til bibelteksterne, og til sidst sendte præsten liturgien for nadveren rundt. På et aftalt klokkeslæt sagde de sengeliggende liturgien højt, mange kilometer fra hinanden, og gav sig selv nadveren.

Da jeg skrev sammen med præsten, fik jeg blandt andet denne forklaring: “Vi diskuterede det her med nadver, men var enige om, at det gik under det, som man kalder det almene præstedømme. Vi forbindes, vi har fællesskab, via cyberspace, og derfor var vi også enige om at det hører med til hvad ‘menighed’ er. Vi inkluderer cyberspace i, hvad fællesskab ér og hvad en menighed ér.”

Som den lutheraner, jeg er, spurgte jeg også præsten til “nadvertugt.” Altså dette med, at nadveren er for de troende, og at man skal prøve sig selv, inden man spiser og drikker – og få gjort op med dem, man måtte have et udestående med. Til dette svarede præsten: “Vi er i sagens natur kun åndeligt forsamlede – eftersom vi ligger i hver vores seng langt fra hinanden – og det giver os hver især meget længere tid til at tænke over vores liv, end det fx sker ved en normal gudstjeneste, hvor folk indenfor kort tid får givet nadveren. Vi har den tid, til personlig selvransagelse, som ofte er fraværende ved en fysisk gudstjeneste.”

Der er sket meget med internettet siden dengang. Der er føjet kameraer og mikrofon til, og det er muligt ikke bare at se og høre hinanden, men at interagere på samme tid i form af tale eller tekstbeskeder som alle de deltagende ser samtidig.
Det er klart, at denne og lignende oplevelser – fx samtalen med en ensom, enlig kristen i et kristendomsfjendsk land – gør det nødvendigt at spørge: Hvad ér fællesskab? Og hvad er menighed?
Bibelen tager af gode grunde ikke hensyn til cyberspace og digitalt eller virtuelt fællesskab, men der er en klar fornemmelse af, at kirken er universel. Kirken er global.
Og vi må, som gruppen af sengeliggende i USA, eller lyttere til en transmitteret radiogudstjeneste i Danmark, vælge om vi vil inkludere cyberspace/virtuelt/transmitteret som en naturlig del af vores forståelse af fællesskab og menighed. Og altså ikke som en klart defineret “nødløsning“, men virkelig-virkelig som en del af hvad fællesskab og menighed ér.
Naturligvis vil vi altid prioritere det fysiske fællesskab. Vi vil prioritere at se hinanden direkte i øjnene, give hånd, give en krammer, lægge hånden på syge, osv. Men vi er også fællesskab og menighed online, digitalt, i det, man i nogle årtier kaldet “cyberspace.”

Men dermed er vi ikke færdige med at spørge ind til, hvad der er muligt, når “online” er med i vores definition af fællesskab og af kirke. Hvad vi kommer frem til af svar afhænger af, hvordan vi forholder os til to ting: Bibel og bekendelsesskrifter. Altså hvordan vi forholder os til, hvad Bibelen siger – og om vi udelukkende vil forholde os til Bibelen og intet andet – og hvordan vi forholder os til de bekendelsesskrifter, som kirkehistorisk er blevet til en del af de fleste kirkesamfunds selvforståelse. I den evangelisk-lutherske kirke er det altså helt konkret: Bibelen og Luthers lille katekismus og Confessio Augustana og den apostolske, nikænske og athanasianske trosbekendelse.

Lad os tage Bibelen først. Altså forstået på denne måde: Hvad Bibelen, uanset senere kirkehistorie og bekendelsesskrifter, siger.
Bibelen fortæller, at Jesus og disciplene skærtorsdag er samlede til det jødiske påskemåltid. Påskemåltidet er både et mindemåltid (om udfrielsen fra Egypten) og et pagtmåltid (Guds pagt med det jødiske folk). Dén aften udvider Jesus betydningen af påskemåltidet: Han siger, at brødet og bægeret nu er til minde om hans lidelse og død, og han siger, at hver gang brød og bæger på denne måde deles rundt ved et måltid, skal det være til ihukommelse – påmindelse – om dét.
Derfor læser vi også, i Bibelen, om de kristne at “hjemme brød de brødet” (ApG 2,46).
Den næste, der siger noget om nadveren, er Paulus. Han føjer til, at når vi deler nadveren ved et måltid, så “forkynder vi Herrens død indtil han kommer” (1 Kor 11,26).
Dernæst føjer Paulus til, at det er muligt at modtage brødet og bægeret på en uværdig måde, og at man derfor skal prøve sig selv. Når man har gjort det, SÅ kan man modtage brødet og bægeret (1 Kor 11,27-28).
Paulus gør det i samme kapitel klart, at nadveren netop foregår ved et måltid, hvor folk sidder rundt om bordet, og at de åbenbart har været nogen bøller og spist og drukket alt for meget, sådan at der ikke var nogen ihukommelse eller pagtsmåltid over det men kun druk og svir.

Så altså, helt kort:
Nadveren er en del af et måltid, hvor brød og bæger sendes rundt til ihukommelse og til forkyndelse af Jesu død. Der står intet om, at vi skal sige nøjagtigt de ord, Jesus sagde, da han sendte brødet og bægeret rundt. Jesus sagde ikke: “Når I sender brød og bæger rundt, så sig som jeg lige sagde, sådan at brødet og bægeret bliver til mit legeme og blod.”
Nadveren er en del af et (påske)måltid, til ihukommelse og forkyndelse, og nadveren er et pagtmåltid for Guds folk, dvs. kristne, ganske som påskemåltidet var det for det jødiske folk før Jesus.

Det er klart, at OVER TID er der kommet en vis orden i, hvordan tingene foregår. Svineriet ved spisebordet har fx afstedkommet, at de ledende kristne – apostlene – har måttet sige: Så skal vi fremover gør det på dén-og-dén måde, så vi undgår svir og svineri og får fastholdt, at der er tale om ihukommelse, forkyndelse og pagt.
Nu sker der så stort set altid dét, at regler bliver til traditioner. Og over tid bliver traditioner til liturgi. Og liturgi bliver til den måde man “skal” gøre tingene på, for at det er rigtigt.
Det kender vi alle sammen. Og i særdeleshed i kirkerne, hvor liturgi – altså en bestemt måde at “gøre kirke på” – bliver gjort til noget fast og kirkedefinerende: Sådan gør vi i den – indsæt selv kirkesamfundstitel – kirke.

Og det er så lige præcist her, vi kommer til Luther og den evangelisk-lutherske kirke og Folkekirken: Det, der begyndte som en ihukommelse omkring et måltid, blev hen over årtier og århundreder til noget, der blev flyttet ind i en bestemt bygning, hen til et bestemt bord og udført af bestemte personer. Og det tragiske er, at man stædigt vedblev at sige: “Det er stadig et måltid. Når I kommer herop og knæler, så er I med i et måltid.”
Fra måltid rundt om et bord til kun at måtte foregå ved en præst (som Bibelen i øvrigt intet nævner om) der er “retteligt kaldet” (hvad Bibelen i øvrigt omtaler på en helt anden måde) i en særlig liturgisk gudstjenestesituation med knæfald og et “alter” og dyre bægre og vafler der intet har med mad at gøre.
Det er ikke engang morsomt. Det er tragisk, men sådan er det blevet, og fordi det er blevet tradition og “liturgiseret”, er dette for mange mennesker den eneste rigtige måde at gøre det på – uanset hvad Bibelen måtte sige.
Når man slår op i førnævnte bekendelsesskrifter, så er det enormt interessant at læse og bemærke, hvor meget holdningerne til “kirke” er præget af kirkehistorisk udvikling og tiden. Lidt ligesom at se et maleri af Jesu fødsel, hvor Maria og Josef er omgivet af søjler og monumenter og iklædt tøj som hører til renæssancen eller hvornår det nu er malet. Man kan godt se, at det skal forestille Jesu fødsel, men man er også klar over, at det er malet ind i en bestemt tid.

Spørgsmålet der står tilbage er egentlig:

Kan de af os, der bare gerne vil bekende os til, hvad Bibelen siger om fællesskab og menighed og nadver, få plads under den “evangelisk-lutherske” paraply? Er der plads under paraplyen, eller skal man være betonlutheraner og bekende sig til en udgave af “kirke” som er farvet af århundreders kirkehistorisk udvikling?
Jeg undskylder udtrykket “betonlutheraner”, men jeg kan ikke finde på noget bedre. Jeg synes det er interessant, når betonlutheranere taler om “nødstilfælde.” Taler om nøddåb og nødnadver og den slags. Også nu, i coronakrisetider, anbefaler man hellere folk at “sulte” og glæde sig til “rigtig” nadver end at få det, de kalder “nødnadver.”
Som om fællesskabet, som nævnt i begyndelsen, ikke er der, når man sidder i familien eller på plejehjemmet eller i sygesengen. Som om “menighed” og “fællesskab” er bundet på den måde.
Endnu værre er det, at man tager det, der kaldes “det almene præstedømme” (1 Pet 2,5.9), og definerer det i forhold til en “retteligt kaldet præst” for en menighed og skiller tingene ad.

Det forholder sig på samme måde i forhold til dåb. Mange siger, at dåb skal foregå til en gudstjeneste, og at dette er vigtigt, fordi når man bliver døbt, så bliver man det ind i en specifik, stedlig menighed. Dåb andre steder, i andre sammenhænge, kaldes også “nødstilfælde” eller nøddåb. Men hvad med dengang Filip døbte hofmanden? Var det en nøddåb? Hofmanden sagde: “Er der noget, der forhindrer at jeg bliver døbt her og nu?” Nej, det var der ikke. Blev han døbt ind i en specifik, stedlig menighed? Nej, det blev han ikke.

Der bliver, åbenbart for at “forsvare” et luthersk standpunkt omkring nadveren, sagt mange – skal vi kalde det “interessante” – ting.
Der bliver fx sagt: Jesus bad sine disciple forvalte indstiftelsen ved at gentage indstiftelsen i hver eneste lokalmenighed, sådan at alle lokalmenigheder valgte én eller flere til at forvalte nadveren; nadveren blev givet til apostlene, som gav den videre til lokalmenighedernes ældste, fordi kun en menigheds ældste (ledelse) kunne forrette nadveren.
Det står der absolut intet om i Bibelen! Det eneste der står er, at påskepagtmåltidet (som nadveren jo ér) var noget, man var fælles om, MEN i eget hjem! (2 Mos 12), og derfor “brød de brødet hjemme,” og så står der, som jeg nævnte før, intet i Bibelen om, at vi skal gentage de ord, Jesus sagde til disciplene den skærtorsdag aften. Der er ikke “magi” i de ord, Jesus sagde, og de skal ikke gentages ordret for at det er “rigtig nadver.”
Der bliver også sagt: Vi som kristne må dog være enige om, at det er rigtigt det der står i Confessio Augustana artikel 5 (CA5), nemlig at der for troens skyld er indstiftet et særligt hyrde- og læreembede, som skal forvalte nadverens sakramente.
Igen, det står der absolut intet om i Bibelen!

Luther og bekendelsesskrifterne bruger en masse tid på “orden”/ordo og liturgier og rettelig kaldelse, og de gør det ind i en specifik tid og kontekst, som er fulgt med ind i mange kirker som minder om Folkekirken. Kontekstspecifikke udtalelser, fordi de gør en statskirkelig og embedskirkelig måde at være kirke på til det, der farver bibellæsningen og kirkeforståelsen.
Én ting kan vi være enige om. En ting Luther faktisk nævner (i “Kirkens babyloniske fangenskab”, afsnittet om det almindelige præstedømme): At det er afgørende for en kirke, fx en lokal menighed, at man gøre tingene efter fælles aftale og kald. Det er vigtigt med en form for konsensus og fælles aftale, og når man vælger at være en del af en statsstyret folkekirke med biskopper og provster og kirkeministerium så er rammen og konsensus dér. Man kan så sige, at her er det jo unægtelig heldigt (eller rart? eller velsignet?), at landets biskopper i denne sag, om digitale online gudstjenester og nadverfejring, er enige om, at det er i orden og at det tilmed er “god luthersk skik.”

Dermed kan man også fint argumentere for, at hjemmenadver helt generelt er “god luthersk skik”, og at det også kan foregå i fx en sognepræsts eget hjem. Eksempel: Jeg optog en gudstjenestevideo, inklusiv nadverindstiftelse, som blev sendt online. Helt fint, siger biskopperne. Og: Denne gudstjenestevideo sad vi hjemme og så på TV-skærmen, og gav også, da nadveren kom på skærmen, hinanden nadver derhjemme i sofaen.

Tak til de sengeliggende kristne, jeg mødte for 21 år siden, som lærte mig, at det ér god luthersk skik. Og tak til biskopperne i Danmark, som bekræfter det.

Helt grundlæggende er vi mange, som gerne vil være under den “evangelisk-lutherske paraply.” Vi er overbeviste om, at Luther har ret, når han betoner retfærdiggørelse ved tro. Vi er overbeviste om, at de såkaldte “5 solaer” er det bedste værdifundament for en kristen kirke. Men når det gælder meget andet af Luthers skriverier, så forbeholder vi os at være skeptiske når det tydeligvis enten er kirkehistorisk farvet, sagt ind i en kontekst som vi ikke tilslutter os (det kunne fx være en højkirkelig eller såmænd katolsk forståelse af kirken) eller direkte er imod Bibelen eller slet ikke nævnt i Bibelen.